Aktivister mærker svinekødspakker fra Danish Crown med en advarsel om »greenwashing« og »Ukontrolleret Klimasvineri«.
Greenpeace-aktivister besøger netop nu og de kommende dage supermarkeder i landets store byer for – som foreningen udtrykker det – »at bringe oplysning til forbrugerne om Danish Crowns vildledende klimamærkning af svinekød«.
Aktivisterne vil sætte mærker på pakkerne med svinekødet, der markedsføres som »Klimakontrolleret Gris« - ifølge foreningen for at »give et retvisende billede af produkterne«.
På klistermærkerne står der »Advarsel: greenwashing!« og »Ukontrolleret Klimasvineri«.
- Danish Crown holder forbrugerne for nar, når de vildleder os til at tro, at deres svinekød belaster klimaet mindre end andet svinekød. Det har de ikke skyggen af dokumentation for, og derfor skrider vi nu til handling og ommærker deres varer, så forbrugerne vil blive mødt med retvisende klimakommunikation om Danish Crowns svinekød. Vi opfordrer Danish Crown til omgående at stoppe den vildledende mærkning, og supermarkederne til at stoppe med at føre de mærkede produkter, siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov hos Greenpeace.
Holder fast i budskab
Greenpeace klagede tidligere på måneden til Forbrugerombudsmanden over Danish Crowns kampagne, da budskaberne ifølge foreningen er vildledende og i konflikt med markedsføringsloven.
Danish Crown peger omvendt på, at selskabet har mindsket svinekødets klimaaftryk med 25 procent siden 2005.
Organisationerne Klimabevægelsen, Den grønne studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening har stævnet Danish Crown for kampagnen.