Det kan være fristende at forsøge sig med af købe en ejendom på tvangsauktion. Man øjner muligheden for en god handel, men der er også flere faldgruber. Læs mere om de forskellige faldgruber her.

1. Undersøg ejendommens stand

En af de største risici ved at købe en ejendom på tvangsauktion er, at man ofte ikke har mulighed for at besigtige ejendommen grundigt før købet. Særligt gives der normalt ikke mulighed for gennemgang med tekniske (eller landbrugsfaglige) rådgivere, og der er ofte ikke adgang til samme informationer som ved en handel under normale forhold. Vigtige oplysninger kan søges indhentet ved aktindsigt hos kontrolmyndighederne, og generelt bør ejendommens historik forsøges undersøgt nøje. Bygninger mv. bør besigtiges så grundigt, det nu kan lade sig gøre.

2. Forpligtelser udover budsummen

Udover budsummen skal betales en række omkostninger, der er fortrinsberettigede. Det gælder især ejendomsskatter, brandforsikringspræmier og andre lignende krav. Også krav fra tidligere lejere kan komme til at påhvile en auktionskøber i tillæg til det bud, som man afgiver. Auktionsomkostningerne vil ligeledes skulle betales som et tillæg til budsummen.

3. Køberen får ejendommen som beset

En ejendom, der købes på tvangsauktion, er købt »som beset«. Der er kort sagt ikke mulighed for at rejse erstatningskrav eller andre krav vedrørende eventuelle fejl og mangler, som man opdager senere.

4. Forstå budgivningsprocessen

Tvangsauktioner afholdes af fogedretten, og budgivningen er ofte ganske kortvarig. Man vil blive pålagt at stille sikkerhed for det afgivne bud inden for en kort tidsramme, og der vil som nævnt være yderligere omkostninger forbundet med overdragelsen end det rene bud. Det er spændende at være på tvangsauktion, men der er også eksempler på, at købere har ladet sig rive med af stemningen, så man er gået derfra med en alt for dyr ejendom. Man skal rent ud sagt holde sig fra at byde op, når den grænse er nået, som man har sat sig hjemmefra. Der er ingen fortrydelsesret.

5. Ejendommens værdi og markedet

Som ved enhver ejendomshandel er det vigtigt at gøre sig grundige overvejelser om ejendommens faktiske markedsværdi. Lokalkendskab er meget værd, og det er vigtigt at vurdere, om den pris man kan opnå, vil være i overensstemmelse med de priser, der findes på markedet. Tag også hensyn til de omkostninger til for eksempel bygningsvedligeholdelse eller lignende, der skal afholdes straks efter købet. Auktionsejendomme er ofte i en miserabel stand, som kræver øjeblikkelig opmærksomhed.

6. Brug professionelle rådgivere

Det er en god idé at inddrage professionelle rådgivere, herunder advokater, ejendomsmæglere, byggesagkyndige og konsulenter, som kan hjælpe med at navigere i auktionens kompleksitet og sikre, at man træffer et informeret valg.