Holdet bag Thoravej 29 i København er vinder af Renoverprisen 2025.

Bygningen, en industriejendom fra 1960’erne senest anvendt som kommunalt handicapcenter, er blevet transformeret til et kraftcenter for kunst, social innovation og bæredygtighed.

Transformationen er iværksat af Bikubenfonden, der købte ejendommen i 2021, og rummer i dag 26 organisationer og 180 mennesker.

- Vi er meget glade for og stolte af det samarbejde og store holdindsats, der ligger bag at skabe Thoravej 29. Modet fra alle de involverede parter og brugernes indspark har været helt afgørende for, at vi står her i dag, siger direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare Andersen ifølge en pressemeddelelse.

Ifølge juryen viser projekterne vejen for fremtidens byggeri.

Projektet er særligt bemærkelsesværdigt for sit kompromisløse fokus på genanvendelse. Hele 95 procent af de oprindelige materialer er genbrugt direkte på stedet. Det har reduceret CO2-udledningen med op til 88 procent og byggeaffaldet med 90 procent. Resultatet er en rå æstetik med betonflader, synlige installationer og fleksible rammer for fællesskab.

Det Fælles Mødested, Tarup-Davinde på Fyn modtog Specialprisen for »sin nænsomme forvandling af en gammel landejendom til et åbent, imødekommende samlingspunkt for fællesskab, læring og naturoplevelser. Et sted, der viser, hvordan renovering kan give bygninger nyt liv og værdi for lokalsamfundet«.

Det Fælles Mødested, Tarup-Davinde på Fyn modtog Specialprisen for »sin nænsomme forvandling af en gammel landejendom til et åbent, imødekommende samlingspunkt for fællesskab, læring og naturoplevelser. Et sted, der viser, hvordan renovering kan give bygninger nyt liv og værdi for lokalsamfundet«.

»Modigt«

- Thoravej 29 er et usædvanligt og modigt projekt, som både i idé, proces og resultat viser, hvor langt man kan nå, når man tør eksperimentere. Æstetisk udfordrer projektet vores konventionelle tankegang og sender et stærkt signal om, at renovering kan tænkes på en anden måde, siger Henrik Mielke, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg.

Prisen blev uddelt efter afstemning i Renoverprisens Valgkollegium, der består af 89 fagpersoner.

Feltet omfattede først 131 projekter, siden 6 nominerede.

Holdet bag Thoravej 29.

Holdet bag Thoravej 29.

Samlingspunkt

Specialprisen 2025 gik til Det Fælles Mødested Tarup-Davinde i Odense Kommune.

Her er en tidligere landejendom blevet forvandlet til samlingspunkt for friluftsliv og læring i et 400 hektar stort naturområde. Projektet er udført med traditionelle teknikker, kalkmørtel og genbrug af materialer.

- Renoveringen af Det Fælles Mødested viser på fineste vis, hvordan gamle bygninger ikke behøver at stå som levn. De kan blive pejlemærker for fremtiden, siger Henrik Mielke om projektet.

Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og uddeles årligt siden 2013.

Den bygger på seks kriterier: eksempelværdi, samarbejde, ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.

Vinderne modtager henholdsvis 100.000 kroner og 10.000 kroner.

Holdet bag Det Fælles Mødested, Tarup-Davinde på Fyn

Holdet bag Det Fælles Mødested, Tarup-Davinde på Fyn