Påsken venter lige om hjørnet med sine søde løfter om tid til familie og venner og hyggeligt samvær over en påskefrokost. Som altid skal vi fortsat give den fuld gas på hyggen, men i år ønsker foreningen Stop Spild Af Mad og brancheorganisationen Danske Æg også, at vi har fokus på at smide mindre mad ud, lyder det i en pressemeddelelse.

Bred folkelig opbakning

Løsningen på mindre madspild findes i de allerfleste køleskabe. Nemlig ægget. Det byder på både søde og salte muligheder, det er et vidundermiddel til at binde resterne fra køleskabet sammen til nye, spændende og velsmagende retter, og så er det et godt bud på at reducere vores klimaaftryk.

- Op mod halvdelen af danskerne angiver økonomien som den stærkeste motivationsfaktor for at undgå madspild i 2026. Det viser den nyeste undersøgelse fra Verian, som Stop Spild Af Mad har fået gennemført. Samlet set viser tallene, at næsten 9 ud af 10 danskere er motiverede for at reducere madspild – og kun 6 procent siger, at de ikke ønsker at sætte fokus på madspild i 2026. Der er med andre ord en bred folkelig opbakning til kampen mod madspild, siger Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for foreningen Stop Spild Af Mad.

Madspildskampen er også klimakamp

Tal fra Fødevareministeriet viser, at Danmarks samlede madspild svarer til 3,4 procent af Danmarks samlede CO2-udledninger. Et tidligere estimat fra Landbrug & Fødevarer viser, at madspild alene i påskeugen løb op i 279 millioner kroner og at danskerne købte ind for 24 procent mere i påskeugen sammenlignet med en gennemsnitlig uge i resten af året.

Danske Æg er en brancheorganisation under Landbrug & Fødevarer, der organiserer ægproducenter, ægproduktfabrikker og ægpakkerier, herunder Danæg, DAVA Foods og Vallø Øko. I en tid med højere fødevarepriser oplever alle et større salg af æg.

Men når Danske Æg og Landbrug & Fødevarer i den seneste undersøgelse af danskernes forbrug af og forhold til æg spørger danskerne til æggets rolle i forhold til madspild og klima, er der forbavsende få, der kender til æggets fordele.

Blandt andet svarer hele 43 procent, at de ikke ved, at æg kan hjælpe mod madspild. Og i forhold til klimaaftryk er kun 4 ud af 10 danskere opmærksomme på æggets fordele.

- Vi har helt sikkert et uforløst potentiale i at få formidlet til danskerne, at med æg i køleskabet har du fundet den helt rigtige madspildshelt. For æggets fantastiske egenskaber som bindemiddel kan nemt forvandle gårsdagens rester og de småslatne grøntsager i bunden af grøntsagsskuffen til en velsmagende og mættende omelet, æggekage eller frittata, siger Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg.

Flere fordele

Æggets fordele holder sig ikke blot til madspild. Det er nemlig en ferskvare, der kan holde sig i betragteligt længere tid end andre animalske fødevarer, ligesom det er rigt på proteiner og indeholder en række vitaminer. Og så har æg et noget mindre klimaaftryk end andre animalske fødevarer.

- Vi ved, at ægget har et betydeligt mindre klimaaftryk end mange andre animalske fødevarer, men det er lige så mættende. Lige om lidt står vi over for påsken, en højtid, som om nogen er æggets. Vi nyder det på påskebordet med sild, rejer og tomat, og vi bruger det i kager og desserter. Når nu påskefrokosterne er slut, og køleskabet bugner med rester, kan du med de æg, du har tilbage i æggebakken, forvandle alle dine rester til et helt nyt måltid, som måske endda ender med at blive familiens nye yndlingsret, siger Jørgen Nyberg Larsen.