Tre landsbyer er nu i finalen om at blive Årets Landsby 2026. Det gælder Ommel på Ærø, Stouby ved Vejle Fjord og Jungshoved syd for Præstø, som alle har markeret sig i et felt af virkelystne landsbyer fra hele landet.

I år leder dommerkomitéen efter en landsby, hvor »tryghed og trivsel i det nære« ikke blot er flotte ord, men noget, der kan mærkes i hverdagen. Det kan være i beredskabsplaner, fællesspisninger, nyttehaver, foreningsliv, lokale udviklingsprojekter eller ganske enkelt i den kultur, der opstår, når mennesker kender hinanden og tager ansvar for det sted, de bor.

For komitéformand Helene Simoni Thorup handler årets tema netop om den nære tryghed, der bliver skabt, længe før nogen får brug for den.

- Snart skal vi besøge tre landsbyer, hvor man aktivt arbejder for at styrke trygheden og trivslen, og hvor man er gode til at samles i hverdagen. Det glæder vi os meget til, siger hun.

Hun peger på, at årets tema er valgt, fordi det i mange landsbyer er en helt konkret del af hverdagslivet, at fællesskabet fungerer som en slags social infrastruktur.

- Det gør en forskel i hverdagen, at man kender hinanden, og ved at hjælpen altid er nær, hvis behovet opstår. Hvad enten man samles om fælles beredskabsplaner, nyttehaver eller lokale udviklingsprojekter, så lykkes vi bedst, når vi står sammen, og det er landsbyerne ofte virkelig dygtige til, siger Helene Simoni Thorup.

Fællesskab og frivillighed

I Ommel på Ærø er fællesskab og frivillighed bærende kræfter i en landsby med omkring 270 borgere. Her bindes hverdagen sammen af et tæt samarbejde mellem foreninger, havne, boldklub og beboere, som skaber aktiviteter med fokus på både trivsel og sundhed.

Som Sundhedslandsby har Ommel sat en række nye initiativer i gang, og flere borgere er blevet aktive frivillige. Det lokale liv spænder fra yoga, krolf og petanque til kulturarrangementer og traditioner som roelygteoptog, hvor generationer mødes på tværs. Samtidig arbejder landsbyen med tryghed gennem hjertestartere, en beredskabsgruppe og fælles indsatser for byens udvikling.

På Jungshoved syd for Præstø er landsbylivet fordelt på ni mindre lokalsamfund, hvor omkring 1.000 indbyggere er fælles om at skabe sammenhæng. Omkring 100 frivillige er med til at holde livet i gang omkring Egnshuset, Folkeparken, havnene og forsamlingshuset.

Her er fællesskabet ikke kun noget, man mødes om, men også noget, der binder området praktisk sammen. Delebussen Frøen forbinder Jungshoved med Præstøs indkøbsmuligheder og servicefunktioner, mens nye beredskabsgrupper, arbejde med sikker trafik og et aktivt nærdemokrati er med til at styrke trygheden. Samtidig arbejder området med fælles nyttehave, naturprojekter og planer om et lokalt energifællesskab.

Speciel velkomst til tilflyttere

I Stouby ved Vejle Fjord er det lokale engagement også tydeligt. Her samler omkring 40 foreninger byens cirka 880 borgere om sport, kultur og lokale traditioner. Nye tilflyttere bliver budt velkommen med rundtur i traktortrukken vogn og fællesspisning, og gennem mere end 100 borgerdrevne projekter er der skabt mødesteder, friluftsfaciliteter og bæredygtige initiativer.

Blandt dem er Repair Café, fællesspisning for enlige og en omfattende boligudvikling, hvor 113 lejeboliger er på vej. Det skal blandt andet give flere seniorer mulighed for at blive boende i landsbyen. Også i Stouby fylder trygheden konkret gennem førstehjælpskurser, en lokal beredskabsplan og tætte nabofællesskaber.

De tre finalister får besøg af dommerkomitéen i august. Ommel får besøg den 21. august, mens Jungshoved og Stouby får besøg den 23. august. Komitéen består af formand Helene Simoni Thorup, næstformand Preben Sunke fra Forenet Kredit, Gunnar Landtved og Lone Kastberg fra Landdistrikternes Fællesråd samt Steen Kjær, der er formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.

Når vinderlandsbyen er fundet, bliver den fejret ved en kåringsfest den 12. september 2026. Det er 30. gang, at prisen bliver uddelt.  Ud over æren modtager vinderlandsbyen 50.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen hver får 25.000 kroner. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, der står bag Nykredit og Totalkredit.