Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Martin Lindberg fra Hobro og Jesper Madsen fra Odder stod øverst på sejrsskamlen, da DM i pløjning blev afgjort på markerne ved Krenkerup Gods i Sakskøbing lørdag. Martin Lindberg vandt seniorklassen i standardplov, mens Jesper Madsen tog titlen i vendeplov. Dermed sikrede de to pløjere sig også billetterne til VM i Kenya i 2027.

Konkurrencen blev afviklet fredag den 23. og lørdag den 24. oktober. Først skulle deltagerne vise deres kunnen i stubjord, og dagen efter ventede grønjorden.  Pløjerne var kvalificeret gennem lokale og regionale mesterskaber over hele landet.

I konkurrencepløjning bliver helheden af arbejdet bedømt. Dommerne ser blandt andet på flækningen, sammenkastet, dækningen af plantemateriale, furernes pakning og ensartethed samt retningen gennem feltet. Resultaterne fra stubjord og grønjord bliver lagt sammen til den endelige placering.

Stærk føring i standardplov

Martin Lindberg lagde sig i spidsen på begge konkurrencedage. Han opnåede 123 point i stubjorden og 120 point i grønjorden, hvilket gav 243 point samlet.  Det var 23,75 point mere end Bjarne Møller Nielsen fra Thisted på andenpladsen. Peter Lindberg Nielsen fra Hobro blev nummer tre med 212,50 point.

I juniorklassen for standardplov gik DM-titlen til Mads Emil Kragh Geertsen fra Hanstholm. Han samlede 193,75 point efter de to dage.

Vendeplovsklassen blev langt tættere. Jesper Madsen fik 124,25 point i stubjorden og 125 point i grønjorden. Med 249,25 point samlet slog han Søren Korsgaard fra Holstebro med blot 1,75 point. Søren Møller fra Nykøbing Mors tog tredjepladsen med 229,50 point.

Mere succes til Thy

Rasmus Hedegaard fra Bedsted i Thy vandt juniorklassen i vendeplov med 201,75 point. Også her var afgørelsen tæt. Simon Svenningsen fra Nibe sluttede 1,75 point efter juniorvinderen. DM-titlerne har ekstra vægt i seniorklasserne, fordi de udløser en plads ved verdensmesterskabet. Martin Lindberg og Jesper Madsen skal derfor repræsentere Danmark, når VM afvikles i Kenya i 2027.

Samtidig med LandboUngdoms konkurrencer blev der dystet i fem veteranklasser, hvor både ældre traktorer og plove kom i arbejde. Jørgen Jørgensen vandt klassen flerfuret liftophængt med 108 point. I Classic-klassen gik sejren til Bernd Clemmensen, som opnåede 110,25 point.

Theodor Hedegaard vandt klassen enfuret med 103 point, mens Niels Kr. Kristensen blev bedst i flerfuret bugseret med 96,50 point. Per Jørgensen tog førstepladsen i Retro-klassen med 107,25 point.

DM tilbage på Lolland

Årets mesterskab var arrangeret af LandboUngdom Region Storstrøm. Det var første gang i 30 år, at DM i pløjning blev holdt på Lolland. Krenkerup Gods lagde arealer til konkurrencerne. Stubjorden var efter hvede med efterafgrøde, mens grønjorden havde båret førsteårsfrøgræs. 

Forud for mesterskabet oplyste arrangørerne, at jorden på konkurrencearealerne var klassificeret som JB 3-5, og at pløjedybden var fastsat til 20 centimeter i både standardplov og vendeplov.

Mesterskabet blev afviklet side om side med det nordiske mesterskab i standardplov. Publikum kunne desuden opleve blandt andet veteranpløjning, hestepløjning og hestevognskørsel ved godset.