Landmand lukker stald: Krybestrøm ødelagde min kvieproduktion
Gregers Kristensen fra Gamst i Sydjylland må opgive kvieproduktionen efter et tab på nær 1 million kroner, som han mener skyldes en nærliggende transformatorstation.

Gregers Kristensen, Gamst ved Vejen, finder det urimeligt, at han nu må lukke sin kviestald ned med et stort tab. Arkivfoto: Morten Ipsen
Hvad der skulle have været en stabil eksportforretning med 400 sunde kvier, endte i økonomisk ruin for landmand Gregers Kristensen. Efter at Energinet for halvandet år siden satte en stor transformatorstation i drift kun 120 meter fra hans stald, ændrede kviernes adfærd sig drastisk, fortæller han til LandbrugsAvisen.
- De slikker hinanden i skridtet, indtil de pisser, og så står der tre dyr og vil drikke, siger Gregers Kristensen til mediet.
Han måler 0,25 volt i drikkevandet og mener, at krybestrømmen gør det ubehageligt for kvierne at drikke. Trods forsøg på at afhjælpe problemet, blandt andet med kobbertråd, blev situationen kun midlertidigt forbedret.
- Vi havde budgetteret med et overskud på 800.000 kroner, men nu står der minus 200.000 kroner, siger Gregers Kristensen, som nu lukker stalden.
Han vurderer, at tabet samlet set nærmer sig en million kroner det seneste år.
Energinet afviser at anerkende nogen sammenhæng.