Kommer med to kvier: Trine får debut i Lemvig
Trine de Jong har tidligere udstillet både heste og geder, men i år får hun debut på Lemvig Marked & Dyrskue med to kvier.

Trine de Jong stiller for første gang på Lemvig Marked & Dyrskue. Hun kommer med to kvier fra Nørgård Holsteins nær Borris uden for Skjern. Blandt andet Rubin-Red, som er efter Newhaven RC.
Trine de Jong er debutant på Lemvig Marked & Dyrskue. Hun stiller med to kvier fra Nørgård Holsteins nær Borris uden for Skjern.
Det med dyrskuer er ikke nyt for hende, for hun har tidligere udstillet både geder og heste. Sidste år trak hun for første gang kvier i ringen på Aulum Dyrskue, og i år prøver hun ikke alene Aulum igen, men også dyrskuet i Lemvig.
- Jeg synes, det er hyggeligt at være på dyrskue, siger hun.
Avler efter flere rødbrogede
Kvierne kommer fra hendes kæreste Roland Oosterinks besætning. En ejendom, han købte i 2002, hvor der i dag er omkring 140 malkekøer.
En af de mange malkekøer i besætningen er rødbroget, og hendes kviekalv Rubin-Red skal med til dyrskuet i Lemvig. Hun er efter Newhaven RC med Monopoly R som morfar.
Kvien er fra oktober 2025.
- Hun er efter vores eneste rødbrogede malkeko, siger Trine de Jong og fortsætter:
- Vi er begyndt at avle mere efter de røde, fordi det kan jeg så godt lide.
Trine er fascineret af de rødbrogede dyr, og derfor er avlsplanen også lagt derefter. Indtil nu er der kun én rødbroget malkeko, men der er flere på vej.
Kvie efter god mor
Den anden kvie, som Trine de Jong stiller til bedømmelse, er La Palma, som er efter Hexagon med VH Swish som morfar. Hun er fra november 2025.
- Den har jeg valgt, fordi moren er utrolig flot. Den fik en rigtig høj bedømmelse ved kåring. Der fik hun det højeste, man kan få, fortæller Trine de Jong, som også selv er ret vild med kvien.
Klar til dyrskue
At Trine de Jong deltager med kvier på Lemvig Marked & Dyrskue skyldes i høj grad to klippedage i Ringkøbing-Skjern, som hun deltog i.
- Der blev jeg bidt af det. Jeg synes, det var sjovt at prøve at klippe køer, gøre klar og mønstre, siger hun, som føler en kæmpe seriøsitet omkring det at udstille malkekøer. Derfor er træningen også for længst gået i gang. De to kvier er klippet første gang, og så skal de lige klippes en gang mere og vaskes, inden de er helt klar.
- Jeg glæder mig. Jeg er sikker på, at vi får en rigtig hyggelig dag.

La Palma er efter Hexagon med VH Swish som morfar.

Trine er vild med de rødbrogede dyr. Denne kvie er efter besætningens eneste rødbrogede malkeko, men der er flere på vej.







































