Bilen pakket med midler til mælkeproducenter

Med sit sortiment tilbyder Bjørn Østergaard Nielsen produkter til gavn for mælkekvaliteten og sundheden i bedriften. Men giver også gerne et godt råd fra sin erfaring som forhandler gennem 12 år og før den tid som mælkeproducent.

I 12 år, de seneste fem år som selvstændig forhandler, har Bjørn Østergaard Nielsen pakket sin varebil ved Verdens Ende, ja sådan hedder den blinde vej i Sulkendrup ved Nyborg i folkemunde, for at køre ud til mælkeproducenter på hele Fyn, Sjælland og det østlige Jylland.

Med sig har han et bredt produktudvalg indenfor rengørings- og hygiejneprodukter til malkekøer og stalde fra firmaerne Kersia og BC Danmark. Og samtidig er han med sin produktbaggrund og gennem 20 år som mælkeproducent med dengang 100 jerseykøer i Herrested, parat med gratis rådgivning indenfor det vitale sundhedsområde for sine nuværende omkring 120 faste kunder.

- Jeg laver ture i hele området, og kommer blandt andet fire gange årligt til både Bornholm og Ærø. Men jeg kommer også gerne, når der ringes efter mig med et akut behov eller problemer i stalden, ligesom jeg ofte kører ind til kunderne, når jeg er på egnen, fortæller den østfynske kvægspecialist, der altid er parat til en snak eller råd om mælkekvalitet og sundhed både ude på bedriften eller via telefonen.

- Køer har altid været min hovedinteresse, og jeg glæder mig over at se køer hver dag. Det har været fem både gode og spændende år som selvstændig forhandler og dermed har jeg fortsat være tæt på mælkeproduktionen, efter jeg selv stoppede tilbage i 2003, siger Bjørn Nielsen, der også i fritiden beskæftiger sig med kvæg, idet han på ejendommen i Sulkendrup har otte limousinekøer og i alt 20 dyr af kødkvægracen.

To hovedforhandlinger

Produktprogrammet fra de to forhandlinger, franske Kersia og danske BreednCare, spænder vidt lige fra hudpleje til koyvere, både før og efter malkning, til bolus mod ketose og mælkefeber.

- Begge områder er der stort fokus på i besætningerne. Hygiejne er afgørende for kim- og celletallene i mælken, og for ketose, der er en stofskiftesygdom hos kælvende køer, behandles enten alle køer med bolus i munden eller efter anvisning fra dyrlægen, når problemet opstår.

For at modvirke ketose gælder det om den rette fodring til goldkøerne, og derfor opdeles de i større besætninger ofte i to hold, så alle køerne får adgang til goldfoderet.

Rengøring

Rengøringsartikler er et andet vigtigt produktområde for den østfynske forhandler. Sortimentet tæller alle former for pattespray, der for de større besætninger ligefrem kan fås som palletank, hvis det ønskes. Pattespray kan fås med farve, så det tydelig kan ses, hvilke køer som er sprayet.

Klovmidler har han med i varebilen, ligesom rengøringsmidler til malkestalde tilbydes, nu også uden klorindhold. Derudover kan nævnes midler til rengøring og desinfektion af kalvehytter.

- Fra BC Danmark sælger jeg også pattegummi, udstyr til brunstkontrol og efter aftale endda sæd fra udenlandske tyre, oplyser Bjørn Nielsen, der hele tiden ønsker at udvide sortiment både af hensyn til nuværende men også gerne nye kunder.

Nyeste tiltag er tilbud til både svineproducenter og kyllingestalde om Kersia produkter til rengøring og desinfektion.

Læs også

Reducer foderomkostninger ved at ændre proteinkilder
Køerne er vilde med vikke
Husk dokumentation ved antibiotika-uheld
Tang kan styrke kalvens immunforsvar
Landmand reducerer klimaaftryk gennem bæredygtige investeringer
Koens metanudledning kan reduceres med genomisk selektion