Vær forberedt på de kommende lovkrav til kvægstalden
De første krav til kvægstalde træder i kraft i 2022 og 2024 – det kræver allerede nu strategi og planlægning.
I løbet af de kommende år træder nye krav til kvægstalde i kraft. Alle mælkeproducerende bedrifter skal leve op til kravene, og derfor skal mange producenter allerede nu træffe en del strategiske valg for at sikre bedriftens fremtid. Det skriver Seges på Landbrugsinfo.dk.
De næste 13 år skal der bygges endnu mere dyrevelfærd ind i de eksisterende kvægstalde. Det sker i forlængelse af »Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg«, der tidligere hed »Lov om hold af malkekvæg«.
Den øgede dyrevelfærd kommer til at koste penge, og der vil være en del strategiske valg at træffe for at sikre bedriftens fremtid, lyder det fra Seges.
For at leve op til kravene skal man ifølge Seges i flere tilfælde indhente en miljøgodkendelse. Derudover skal man tænke brandsikring ind for at undgå at skulle brandsikre hele staldkomplekset.
Vigtige overvejelser om nye krav til kvægstalden
For at imødekomme de nye lovkrav, kræver det, at man allerede nu tænker dem ind. Seges understreger, at man eksempelvis skal overveje, hvor det opdræt, der plejer at gå på fuldspalter, skal være.
Man skal også tage stilling til, hvor man skal etablere ekstra kælvningsfaciliteter, hvis bedriften ikke allerede opfylder kravene.
De lovmæssige krav har tidligere været erhvervets anbefalinger, når man byggede nyt, men nu skal alle mælkeproducenter altså have opdateret deres bedrifter, så de imødekommer kravene, påpeger Seges.