Fra sommeren 2024 kommer der nye krav om enkeltkælvningsbokse. Det betyder, at en del landmænd lige nu er i gang med at planlægge ny kælvningsafdeling.

Kravet om enkeltkælvningsbokse er en konsekvens af »Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg« (tidligere Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg), skriver Seges på Landbrusinfo.

Seges oplever, i takt med stigende besætningsstørrelser, at der i løsningerne i forhold til kælvningsafdelinger ofte indgår transport af højdrægtige dyr og nykælvere mellem ejendomme inden for samme bedrift.

Derfor opfordrer de til at være opmærksom på reglerne for transport af drægtige køer og nykælvere.

Regler for transport af køer før kælvning

Generelt må kvæg ikke transporteres i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, det vil sige de sidste 28 dage inden kælvning, skriver Seges på Landbrugsinfo

Der er dog en undtagelse, hvis man er såkaldt »selvkører«. Her er man fritaget for en række konkrete krav, men skal overholde de helt basale krav til transporten og dermed tage behørigt hensyn til, at man transporterer højdrægtige dyr.

Det vil sige, at man skal sikre sig:

  • At dyrene er egnet til transporten

  • At på- og aflæsning er sikkert for dyrene

  • At transporten sker uden forsinkelse

  • At dyrenes velbefindende tilgodeses undervejs, herunder at de har tilpas plads

  • At ingen transport er mere end 50 kilometer

Regler for transport af køer efter kælvning

I Danmark anses køer ikke for at være transportegnede de første 14 dage efter kælvning.

Det vil sige, at man heller ikke som selvkører må transportere nykælvere inden for de første 14 dage. Heller ikke selvom transporten sker mellem to ejendomme inden for samme bedrift, oplyser Seges.

Derfor skal man være opmærksom på, at køerne opstaldes i mindst 14 dage efter kælvning på den ejendom, hvor kælvningen er forgået.

Krav til transport af kvæg som selvkører

For at kunne betegnes som selvkører, skal følgende krav opfyldes:

  • Du er landbruger og transporterer egne dyr i eget transportmiddel

  • Transporten sker for bedriftens regning

  • Transporten må ikke overskride 50 kilometer

  • Dyrene skal tilbydes vand, foder og hvile med passende mellemrum.

  • Transportvognen skal være overdækket i perioden 1. november til 1. april.

Kilde: Landbrugsinfo

Lav kælvningsafdelingen optimalt første gang

Står du over for at skulle lave ændringer på bedriften for at leve op til de kommende krav til kælvningsafdelingen, er det vigtigt at komme hele vejen rundt lige fra opstaldning af højdrægtige dyr til placering og indretning af kælvningsfaciliteten og ikke mindst, hvor de nykælvede køer skal opstaldes. Derfor opfordrer Seges til, at man tager fat i sin rådgiver og ser på de muligheder, der er på netop din bedrift.