Patriotisk Selskab: Anbefal dine medarbejderne at gemme ferie

Den nye ferielov, der træder fuldt ud i kraft den 1. september, betyder, at det kan være en god idé at anbefale medarbejderne at gemme noget ferie, vurderer Patriotisk Selskab.

- Mængden af ferie ændres der ikke på, men da der optjenes 2,08 dage pr. måned, og ferien bruges løbende, vil der gå noget tid, før dine medarbejdere har optjent feriepenge nok til at holde en længere ferie – i uge 42 er der for eksempel ikke optjent fem feriedage endnu, skriver Patriotisk Selskab i et nyhedsbrev, og tilføjer:

- Til jul vil der være optjent 8,3 feriedage, hvilket er nok til en juleferie – men det kræver, at der ikke bruges for meget af ferien i løbet af efteråret 2020.

Medarbejderne kan ifølge rådgivningsselskabet gemme den 5. ferieuge i den ferie, der afholdes frem mod den 1. maj 2020. Derudover kan der også gemmes af de 16,7 feriedage, som er tiltænkt sommeren 2020 (mellem den 1. maj og 31. august).

Nye muligheder

Det er også muligt som arbejdsgiver at pålægge sine medarbejdere at udskyde ferie med begrundelse i »væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn«.

- Det kan for eksempel være, hvis din virksomhed i forbindelse med coronasituationen er hårdt ramt af sygdoms- og karantænetilfælde blandt medarbejderne, og der er brug for, at de der kan arbejde, venter med at holde ferie, skriver Patriotisk Selskab, og fortsætter:

- Hvis du mellem den 1. september 2019 og den 31. december 2019 har ansat en ny medarbejder uden ferie i bagagen overhovedet, kan han/hun søge om at bruge nogle af de feriedage, som ellers skulle have været indefrosset ifølge de nye regler.

Det betyder, at den nye medarbejder kan holde tre ugers sommerferie i 2020.

Patriotisk Selskab efterlyser i øvrigt landmænd, der er interesseret i at være med i en netværksgruppe om den nye ferielov, løn, ansættelseskontrakter og administration i forbindelse med medarbejdere.

 mip

Læs også