Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

DANMARKS MILJØMINISTER MARIA Reumert Gjerding (SF) er ude i en politisk manøvre og brug af statistik, der er stærkt kritisabel. I 2025 forbød politikerne på Christiansborg 33 såkaldte PFAS-midler, skønt disse er godkendt i EU og statsgodkendt af den danske Miljøstyrelses ypperste eksperter.

NU LYDER DET fra miljøminister Maria Reumert Gjerding: »Nye tal for pesticidbelastning kalder på ambitiøs pesticidstrategi«. Baggrunden for udmeldingen er, at Miljøstyrelsen efter krav fra ministeren har udregnet »belastningen for sundhed og miljø ved anvendelse af pesticider i 2025«. Tallene viser ifølge miljøministeren en stigning på 33 procent sammenlignet med sidste år og er dermed det næsthøjeste niveau i 12 år. »Tallene kalder tydeligt på en ny ambitiøs pesticidstrategi, der sikrer vores sundhed og miljø«, siger miljøministeren.

MEN HER GØR Maria Reumert Gjerding sig skyldig i grov politisk manipulation af befolkningen på baggrund af en brug af statistik, der er voldsomt kritisabel. Ministeren blander således helt bevidst »indkøb« af pesticider med det faktiske forbrug. Den af ministeren bestilte opgørelse – pesticidbelastningsindikatoren (PBI) – og den pressemeddelelse, ministeren lader opgørelsen ledsage af, er nemlig baseret på salgstal og indkøb – ikke på hvor meget der reelt er sprøjtet ud på markerne i 2025.

SAGEN ER, AT landmændene har indkøbt et lager af kemikalier på baggrund af forbuddet mod de førnævnte 33 PFAS-midler. Det får salgsstatistikken for pesticider til at stige. Denne stigning i landmændenes lager afspejler selvsagt ikke det reelle forbrug, som ministeren kunne argumentere for, belaster sundhed og miljø. Tallene er alene baseret på salget i et år, hvor landmændene har købt til lager.

DET AFHOLDER DOG ikke Maria Reumert Gjerding fra at bruge den statistiske stigning som et direkte argument for, at der er brug for en ny, strammere pesticidstrategi. Men hvis stigningen skyldes, at landmændene har reageret på et allerede eksisterende forbud ved at købe ind til lager, er stigningen naturligvis alene en midlertidig stigning på salgskurven skabt af politikernes lovbestemte regulering. At bruge stigningen som bevis på, at den generelle regulering har slået fejl, er for os at se grov manipulation. Det er at pisse på landmændene og nu fortælle til befolkningen, at landmændene stinker.

FOR NÅR DANMARKS miljøminister offentligt går ud og kalder stigningen i salget – ikke forbruget – for »komplet utilfredsstillende« og kobler sin udmelding direkte til »danskernes sundhed«, dramatiserer ministeren helt indlysende situationen. Men uden belæg i virkelighedens forbrug. Hun udelader nemlig den vigtige nuancering i sin besked til danskerne for at skabe et politisk momentum. Med sin skræmmekampagne forsøger hun at skabe et »brændende platform«-argument forud for de kommende politiske forhandlinger i Folketinget om pesticider. Her synes hun helt at glemme, at hun ikke længere er præsident i Danmarks Naturfredningsforening – men minister. Hun synes også helt at ignorere, at med ministerposten følger en helt anden sandhedspligt som folkets tjener og ikke statistisk manipulator.

STATISTIKKERNE OVER DET danske pesticidsalg svinger naturligt fra år til år afhængigt af vejrforhold, afgrødevalg og lovændringer. At konkludere, at der er akut brug for en ny strategi baseret på ét enkelt års svingning – som er kunstigt oppustet af et forbud – er en gigantisk overreaktion baseret på kortsigtede data i stedet for at se på den langsigtede trend.

I DANMARK VAR det – i hvert fald i tiden før Danmarks Naturfredningsforenings præsident satte sig i ministerstolen i Miljøministeriet – sådan, at når Miljøstyrelsen udarbejdede sin årlige bekæmpelsesmiddelstatistik, så håndterede man problemet med lageropbygning – altså landmænds indkøb af pesticider før nye afgifter eller forbud – ved at udgive to adskilte opgørelser.

DEN ENE OPGØRELSE plejer at være baseret på salgstal med de mængder, som kemikalieproducenter og grossister har solgt i specifikke kalenderår. Det er denne statistik, der reagerer voldsomt på hamstring og lageropbygning, og som ministeren nu henviser til som et kæmpe sundhedsproblem, hun må reagere på. Men ministeriet har også tradition for at lave PBI baseret på forbrugstal, altså de lovpligtige indberetninger fra landmændene, der viser, hvad der rent faktisk er sprøjtet ud på markerne. Disse tal interesserer helt åbenlyst ikke Danmarks miljøminister, der har en dagsorden, der tydeligvis skal speedes op med en omgang statistisk manipulation. Når ministeren vælger udelukkende at råbe vagt i gevær over den 33 procents stigning i salgsindikatoren, ignorerer hun på groveste vis det faktiske forbrug. Den form for statistisk manipulation og skræmmekampagne er hverken befolkningen, et helt erhverv eller en minister værdig.