Den 15. november klokken 11.00 falder dommen i svindelsagen mod den tidligere Agri Nord-direktør Kim Koch.
Det blev konklusionen efter retssagens anden dag ved Retten i Aalborg torsdag.
Kim Koch er sigtet for svindel og dokumentfalsk, der fra 2017 til 2022 ifølge anklagerne uberettiget skulle have sikret ham over én million kroner. Han er sigtet for i alt 10 forhold, der blandt andet omfatter falske kontrakter, der skulle have sikret ham lønstigninger uden bestyrelsens vidende, og falske fakturaer, hvor private udgifter var blevet forvandlet til firmaudgifter.
Var i chok over gigantiske lønhop til Agri Nord-direktør
Anklagemyndigheden lægger op til en dom på halvandet års fængsel. Han lægger vægt på, at der er tale om groft økonomisk bedrag over flere år, som formentlig var fortsat, hvis ikke det var blevet opdaget. Man ser dog grundlag for en betinget dom på grund af Kim Kochs private forhold.
Forsvareren mener, at Kim Koch bør frifindes for alle anklager. Han mener, at forretningsudvalget i Agri Nord udmærket kendte til Kim Kochs lønforhøjelser, mens sagerne om faktura-snyd ifølge den anklagede skete efter aftale med Agri Nords formand, og derfor ikke for egen vindings skyld.
Den påstand afviste formand Carl Chr. Pedersen dog pure som lodret løgn.
Hvis Kim Koch findes skyldig, ser forsvareren kun en betinget straf som en mulighed.
Fusk med leasing-fakturaer og designermøbler var en del af en bonus