Ekstremt vejr forventes at skabe fødevareprischok i 2025
Klimaforandringer påvirker høstudbytter og presser fødevarepriserne op. Eksperter forudser øget volatilitet i 2025, efter at priserne på kakao og kaffe er mere end fordoblet, skriver The Guardian.

Kaffebønner: Arkivfoto: Niels Damsgaard Hansen.
Ekstreme vejrfænomener ventes at forårsage store udsving i fødevarepriserne i 2025, efter at priserne på blandt andet kakao og kaffe er steget med henholdsvis 163 procent og 103 procent det seneste år, skriver The Guardian.
Ifølge en analyse fra konsulentfirmaet Inverto skyldes prisstigningerne en kombination af højere temperaturer og unormale nedbørsmængder i de primære produktionsområder.
Særligt tørke i Bulgarien og Ukraine har ført til en stigning i prisen på solsikkeolie, som er steget med 56 procent. Også andre fødevarer har oplevet betydelige prisstigninger, herunder appelsinjuice og smør, der begge er steget med mere end en tredjedel, samt oksekød, der er blevet 25 procent dyrere.
Katharina Erfort fra Inverto understreger vigtigheden af, at fødevareproducenter og detailhandlere diversificerer deres forsyningskæder for at undgå afhængighed af regioner, der er udsat for klimarelaterede høsttab.
Den britiske regering har tidligere advaret om, at klimaforandringer og den deraf følgende fødevareinflation allerede har ført til en stigning i antallet af husholdninger, der oplever fødevaremangel.
Hyppigere hede
Ifølge klimaeksperter vil denne udvikling fortsætte.
- Ekstreme vejrfænomener vil fortsat blive hyppigere og mere intense i takt med den globale temperaturstigning, siger Pete Falloon, fødevaresikkerhedsekspert ved Met Office og University of Bristol til Inverto.
Han fortæller, at landbrugsproduktionen er sårbar over for ekstremt vejr, og at vi kan forvente løbende forstyrrelser i den globale forsyningskæde, hvilket skaber bekymringer for fødevaresikkerheden.
Max Kotz fra Potsdam Institute for Climate Impact Research fremhæver også, at varmen allerede har haft en direkte effekt på fødevarepriserne. Blandt andet hede i Østasien der førte til markante prisstigninger på ris i Japan og grøntsager i Kina.
Markedsvarer som kakao og kaffe blev også hårdt ramt, da ekstrem varme og tørke i Vestafrika, Brasilien og Vietnam skabte kraftige prisstigninger.