ASF vender tilbage efter mere end et års stilhed
Afrikansk svinepest er igen konstateret hos vildsvin i den tyske delstat Brandenburg, mens fire områder nu har aktiv smitte.

Afrikansk svinepest er igen konstateret hos vildsvin i den tyske delstat Brandenburg efter mere end et år uden registrerede tilfælde. Arkivfoto
Afrikansk svinepest, ASF, er igen konstateret hos vildsvin i den tyske delstat Brandenburg efter mere end et år uden registrerede tilfælde, skriver Pig Progress.
Der er registreret otte nye smittede vildsvin syd for Schwedt an der Oder i Uckermark tæt ved grænsen til Polen. Tilfældene blev registreret mellem 7. og 14. juli. Virus cirkulerer fortsat blandt vildsvin på den polske side af grænsen.
Ifølge Top Agrar ligger fundene inden for den eksisterende bufferzone langs grænsen, hvilket vurderes at gøre udbruddene lettere at begrænse.
Før de nye fund var det seneste tilfælde i Brandenburg registreret i april eller maj 2025. En periode på 12 måneder uden smitte betragtes normalt som et tegn på, at virus er fjernet fra området.
I delstaten Sachsen er situationen mere usikker. Efter det seneste tilfælde i februar 2025 dukkede virus op igen 1. april 2026. I år er der registreret 86 smittede vildsvin, hvor langt de fleste blev fundet i april og maj mellem Görlitz og Bautzen. I juli er der foreløbigt fundet ét positivt kadaver.
En forskel mellem Sachsen og Brandenburg er, at de polske myndigheder ikke har registreret aktiv ASF blandt vildsvin umiddelbart på den anden side af grænsen til Sachsen.
Med de nye fund i Brandenburg er der nu fire områder i Tyskland, hvor ASF fortsat vurderes at være aktiv blandt vildsvin. Ud over Brandenburg og Sachsen gælder det Hessen omkring Frankfurt am Main samt Nordrhein Westfalen.
I Hessen er aktiviteten aftaget med syv smittede vildsvin registreret i juni og juli 2026. I Nordrhein Westfalen er antallet af nye tilfælde også faldet. Der er registreret 17 tilfælde i juli mod 137 alene i april. Siden juni 2025 er i alt 812 smittede vildsvin bekræftet i delstaten.
Siden ASF første gang blev konstateret i Tyskland i 2020, er sygdommen bekræftet på 19 svinebedrifter. De fleste af disse har ligget i Hessen.





































