Der blev solgt uventet meget hvede ud af EU i sidste uge, men det er også nødvendigt for mange lande at finde muligheder på eksportmarkedet, skriver analysefirmaet AgroMarkets i en markedskommentar.
De officielle tal fra EU viser, at eksporten ud af EU i sidste uge lå på 638.000 ton. Det er mere end ventet, men som AgroMarkets påpeger, så skal det også gå rigtig godt med eksporten, da der er omkring 15 til 20 procent mere, der skal sælges ud af EU i år, for at lagrene er tomme til næste høst.
Det vurderes, at der især fra lande omkring Ukraine er store mængder, som ikke er solgt, og at disse mængder skal sælges uden for EU. I den vestlige del af EU er der solgt noget bedre ud.
Hvedeprisen har de sidste to uger forsøgt sig i stigende retning, men det er begrænset, hvor meget prisen er steget indtil nu. Reelt blev det efter 23. januar kun til tre dage med stigende priser, herefter har prisen ligget vandret, skriver AgroMarkets.