Arla sænker mælkeprisen med 5,6 øre pr. kg
Arlas acontopriser for konventionel og økologisk mælk falder med 5,6 øre pr. kg fra 1. juli.

Arlas mælkepriser falder.pr. 1. juli.
Arlas acontopris for konventionel mælk falder med 5,6 øre pr. kg fra 1. juli 2020. Derfor vil Arlas acontopris for konventionel mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for både Arlagården Plus og Klimatjek, være 243,0 øre pr. kg, oplyser selskabet.
Også Arlas acontopris for økologisk mælk falder med 5,6 DK øre pr. kg fra 1. juli. Derfor vil Arlas acontopris for økologisk mælk af førsteklasses kvalitet, hvor medlemmet har indsendt data for både Arlagården Plus og Klimatjek, være 303,6 øre pr. kg.
- Efter de lave priser i marts og april er råvarepriserne begyndt at stabilisere sig i de sidste par uger, men på niveauer, der stadig er lavere end før Covid-19-perioden. Efterspørgslen er stadig usikker, nu hvor landene begynder at åbne igen, men stadig med restriktioner på forskellige niveauer. Lavere priser og usikkerhed påvirker fortsat markedet, lyder det fra Arla.
På det britiske øko-marked oplever Arla en ubalance mellem udbud og efterspørgsel ud over usikkerheden omkring Covid-19, der påvirker markedet negativt. Andre økologiske markeder er derimod forblevet stabile, selvom de lider under samme usikkerhed i forbindelse med Covid-19 som resten af mejerimarkedet.
Markedsoversigt
- Som forventet faldt mælkeproduktionen i Europa i april efter den stærke start på året. Månedens produktion steg med blot 0,4 procent, hvilket fik år til dato-væksten til at falde til 2,3 procent, inklusiv påvirkningen fra den ekstra dag i februar. Råvaremarkederne er begyndt at stige, og det er tidligere end forventet, selvom priserne lige nu stabiliserer sig på niveauer, der fortsat er lavere end før Covid-19-perioden. Kun prisen på skummetmælkspulver er lige nu højere end på samme tid sidste år, hvilket alene skyldes, at sidste års pris var på vej op efter historisk lave niveauer, skriver Arla i en markedskommentar.
Arla oplever, at ostepriserne, både gul ost og mozzarella, er steget, nu da foodservice og lignende afsætningsmarkeder begynder at åbne igen efter nedlukningerne. Og det ser også ud til, at efterspørgslen er på vej tilbage til normalt niveau, selvom de kortsigtede priser kan falde lidt igen, når lagrene er genopfyldt.
- De globale pulverpriser er også begyndt at stabilisere sig, efter at de begyndte at stige igen i slutningen af maj, hvilket gav anledning til forsigtigt positive GDT-resultater. Smørmarkedet er roligt i øjeblikket med EU-priser, der fortsat ligger under den globale pris, og EU’s smøreksport steg på den baggrund med 37 procent i årets første fire måneder, skriver Arla.
- Oplagringen under EU’s PSA-ordning er øget væsentligt, idet 11.000 tons skummetmælkspulver, 43.000 tons ost og 50.000 tons bloksmør er accepteret ifølge ordningen indtil nu. Dette bidrager til at opretholde en vis balance på markedet, slutter selskabet.
mip