Danish Agro Machinery udvider kursusaktiviteterne

For tre år siden etablerede Danish Agro Machinery kursuscenteret Danish Agro Academy, der tilbyder pilotkurser og kompetenceudviklende kurser til kunder og medarbejdere i Danish Agro-koncernen. Nu tager Danish Agro Machinery kursuscenteret skridtet videre.

- Vi har nogle af de bedste produkter på markedet, blandt andet Claas landbrugsmaskiner, og derfor vil vi også give det bedste til vores kunder, fortæller Arne Spejlborg, Head of Service i Danish Agro Maskiner, der er navnet på det danske importselskab.

- Vi tager ansvar for, at kunden virkelig får værdi af sin maskine. Med vores investering i Danish Agro Academy forpligter vi os endnu mere til at skabe vedvarende værdi for vores kunder gennem vores innovative brugerkurser, som styrker deres kompetencer til at få det optimale ud af deres maskininvesteringer sammen med os, tilføjer Michael Husfeldt, administrerende direktør i Danish Agro Maskiner.

Danish Agro Academy har base i den jyske erhvervspark i Vandel, som er en del af Bregentved Gods. Tidligere lejede Danish Agro Machinery sig ind i korte perioder ad gangen, når kurserne skulle afholdes, men siden den 1. september 2023 har Danish Agro Academy haft en fast base i Vandel. Udvidelsen af lejemålet er en beslutning, der er taget for at skabe mest mulig værdi for landmænd, maskinstationer og medarbejdere.

Invitation ved køb af maskine

Akademiet er – foruden at være et tilbud til landmænd – et tilbud til kolleger på tværs af Danish Agro-koncernen. Medarbejdere i koncernen kan komme på kompetenceudviklende kurser på akademiet i Vandel, mens det samtidig er muligt at benytte adressen til at vise de mange maskiner frem til kunder.

- Danish Agro Academy står til rådighed for de andre selskaber både i Danmark og udlandet. Kursuscentret har en velplaceret lokation i Vandel med kort afstand til Billund Lufthavn, og ambitionen er, at vi med vores kurser og vores showroom styrker samarbejdet på tværs af koncernen, fortæller Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agro.

Danish Agro Academys showroom er en platform, hvor det blandt andet er muligt for Danish Agro at præsentere digitale løsninger inden for præcisionslandbrug, herunder de autonome AgXeed-maskiner og Cropline-værktøjskassen.

Kunderne og deres medarbejdere får en invitation til et kursus det år, de investerer i en ny maskine. Året efter bliver de inviteret tilbage for at vende, hvilke erfaringer de har gjort sig med maskinen. Der er omkring 20 deltagere på kurserne ad gangen, som deles op efter erfaring for at sikre det største udbytte hos hver enkelt deltager.

Læs også