- Service er nøgleordet i alt, hvad vi foretager os for kunderne. Vi tager altid telefonen, og skal kunne rykke hurtigt ud, understreger den 27-årige direktør hos Maskincenter Roskilde og Maskincenter Ringsted.
Lige uden for Roskilde ligger Maskincenter Roskilde. Men også Maskincenter Ringsted og Avant Sjælland, alle med hver deres CVR-nummer, holder til på samme matrikel.
- Det kan naturligvis virke lidt forvirrende, og derfor vil maskincentrene inden nytår få navnet MCR, forklarer virksomhedens 27-årige direktør, Viktor Houlind.
Kort fortalt er den historiske baggrund for de tre selskaber, at maskinhandler Torben Larsen, der har ejet Maskincenter Roskilde i over 30 år, i 2003 købte Maskincenter Ringsted. I 2019 flyttede denne daværende Claas-forretning fra Ringsted til Roskilde, hvor forhandlingen frem til opsigelsen i 2021 blev videreført.
Avant-delen kom til i oktober 2022, hvor Hørve Maskinhandel, der i over 30 år havde været forhandler af Avant minilæssere øst for Storebælt, blev opkøbt.
- Med god hjælp af ejeren Gert Jensen samt to medarbejdere, som fulgte med ved overtagelsen, er Avant et stort aktiv for os, understreger Viktor Houlind, og nævner, at der alene sidste år blev solgt over 50 Avant-læssere til fritidsbrug, hesteejendomme, anlægsgartnere og boligforeninger over hele Østdanmark. I dag er tre medarbejdere, to værkstedfolk, en lagermand beskæftiget i Avant Sjælland.
Ung ejer med erfarne folk i ryggen
Hver mand sin bil
I alt er 22 medarbejdere beskæftiget i virksomheden i Roskilde. Alene på værkstedet arbejder 11 mand, der hver har deres servicevogn.
- For os er service nøgleordet i alt, hvad vi foretager os for kunderne. Vi tager altid telefonen, og skal kunne rykke hurtigt afsted. Vores værkstedsfolk arbejder mest ude hos kunderne, og vi sørger for at have et stort lager af reservedele, nævner Viktor Houlind og viser en yderligere udvidelse af lageret, der skal give plads til blandt andet endnu flere Claas-dele.
Han nævner, at netop service og eftersyn af både nye og ældre Claas traktorer og mejetærskere fortsat er en stor aktivitet for de erfarne folk, som fulgte med fra Ringsted-afdelingen og virksomheden i det hele taget.
Gerne en underforhandling
Roskilde-forretningen har aktuelt forhandlingen af en række landbrugsredskaber. Det gælder blandt andet Lemken, GreenTec, Bredal og Bogballe.
Dertil kommer forhandlingen af større plæneklippere, trailere og andet grej til professionelle brugere.
- Et lidt mere specialiseret maskinudbud sammen med Avant-programmet, og gerne suppleret med måske en underforhandling af et traktor- og mejetærskermærke, ser jeg som et fremtidskoncept for vores forretning - sammen med vores stærke serviceapparat, understreger den unge direktør.
Maskincenter Roskilde, Maskincenter Ringsted og Avant Sjælland
- Maskinforretningen har rødder tilbage til 1965. Maskincenter Roskilde blev overtaget af Torben Larsen (62) i 1994. Torben Larsen køber Maskincenter Ringsted, daværende Case IH- og Claas-forhandler, i 2003. I 2019 rykker aktiviteterne fra Ringsted til Roskilde. Claas-forhandlingen bliver opsagt af importøren i 2021
- I 2022 købes Hørve Maskinhandel af Gert Jensen, der ønsker at gå på pension. Avant-forhandlingen gennem 30 år videreføres i Roskilde under det fortsættende navn Avant Sjælland
- Aktiviteterne i Maskincenter Ringsted købes af Viktor Houlind (27) pr. 1. januar 2023 som led i et generationsskifte. Inden dette års udgang overtager han endvidere aktiviteterne i Maskincenter Roskilde fra Torben Larsen, der fortsat vil have sin daglige gang i forretningen. Avant Sjælland fortsætter uændret som selvstændig forretning
- 6.000 kvadratmeter under tag på 50.000 kvadratmeter areal lige uden for Roskilde
- 22 medarbejdere