Ribe Dyrskue får besøg af full-line Brøns-forhandler med bred maskinpakke
ST Maskintech viser Krone, Amazone og JCB på fredagens dyrskue - og giver en is.

Til dyrskuet medbringer ST Maskintech repræsentanter fra forhandlingen af både JCB, Krone og Amazone. På billedet Søren Nissen, der sammen med Tjebbe Snijder ejer maskinfirmaet lige uden for Ribe. Foto: Erik Hansen
Blandt de mange maskinforretninger, som hvert år fylder standpladserne på den historiske dyrskueplads i Ribe, er både store forretninger med en lang tradition og nyere firmaer i branchen. Et af sidstnævnte er ST Maskintech, som næste år kan fejre ti års jubilæum.
- Vi var med på skuet for første gang i 2019, og i 2021 havde vi heldigvis en af de højtliggende stande, så slusevandet ikke trængte ind hos os. Den stand har vi fastholdt lige siden, og giver nødigt fra os, forsikrer medindehaver Søren Nissen forud for fredagens skue.
- For os er Ribe Dyrskue et godt mødested for vores kunder. Vores tradition med uddeling af is er også med til at fylde standen dagen igennem, ikke mindst, hvis det forhåbentligvis bliver godt vejr, tilføjer han.
Brøns-forhandler
ST Maskintech på Kærsbøl Markvej lige uden for Ribe, der indehaves af folkeskolekammeraterne Søren Nissen og Tjebbe Snijder, begge uddannede landbrugsmaskinmekanikere, blev forhandler af Krone-produkterne i 2018. Siden er de øvrige produkter, som importeres af Brøns Group i Skærbæk, kommet til. Det er Amazone-redskaberne, JCB Agri-traktorer, læssere og minigravere, samt Müthing-slagleklippere.
- Derved er vi selvstændige full-line Brøns-forhandler med salg, service og reservedele. Det koncentrerer vi os fuldt ud om, sammen med smedearbejde for landbrug og virksomheder, fortæller Søren Nissen og roser det stærke hold af medarbejdere.
ST Maskintech beskæftiger tre svende, to lærlinge samt Annette, der passer kontor og lager.
Lang sæson
Med Amazone-produkterne starter højsæsonen allerede i marts, og den fortsætter med græssæsonen og høsten. Service af et større antal Krone-pressere står ST Maskintech også for i sæsonerne.
Som i landbruget fortsætter travlheden med efterårsarbejdet allerede i august måned med servicering af de mange solgte Amazone-redskaber.
På stand 17 viser ST Maskintech et udpluk af Brøns-maskinerne.


































