Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Når STM Entreprise rykker ud til kloakarbejde på Bornholm, er hydraulikhammeren ofte en nødvendig del af udstyret. Den bornholmske undergrund kan nemlig hurtigt byde på klippe, når der skal graves. Det oplyser Scantruck.

- Bornholm har stort set alle de jordtyper, vi kender fra resten af Danmark. Og så har vi klipperne oveni, siger Brian Kofoed, der driver STM Entreprise ApS lidt nord for Klemensker.

Det stillede nogle ganske klare krav, da virksomheden skulle finde en afløser for en ældre 21 tons bæltegravemaskine. Den nye maskine skulle være lettere og hurtigere at flytte mellem opgaverne, men samtidig have kræfter nok til blandt andet arbejde med hydraulikhammer.

Hurtigere mellem opgaverne

Valget faldt på en 17 tons Komatsu PW148-11 hjulgraver. Skiftet fra bælter til hjul skal især gøre det lettere for STM Entreprise at komme hurtigt rundt mellem kloak- og anlægsopgaver.

- Vi manglede en maskine, der hurtigt kan komme fra sted til sted. Når vi laver kloak, ender vi ofte i klippe, så hydraulikhammeren var vigtig. Samtidig får vi flere opgaver med nedrivning og miljøsanering, hvor vi både bruger hammer og sortérgrab, fortæller Brian Kofoed.

Han forventer derfor, at den nye hjulgraver kommer til at få mange timer hos virksomheden.

PW148-11 er blandt andet udstyret med firehjulsstyring, som er en ny mulighed i maskinklassen. Maskinføreren kan fra kabinen vælge mellem tre styreformer: traditionel styring på forhjulene, firehjulsstyring, hvor for- og baghjul styrer modsat hinanden, samt krabbestyring, hvor hjulene styrer i samme retning.

Firehjulsstyringen reducerer maskinens venderadius fra 6.800 millimeter til 4.100 millimeter og skal dermed gøre maskinen mere manøvredygtig på trange arbejdspladser.

Udstyr til både nedrivning og gravearbejde

Til nedrivningsopgaverne har STM Entreprise blandt andet valgt hydraulikhammer og sortérgrab. Udstyret kommer fra Komatsus eget program af redskaber til nedrivning, som blandt andet også omfatter betonsakse og betonknusere.

Den nye hjulgraver er desuden blevet udstyret med 3D-maskinstyring. Sammen med Scantrucks maskinstyringsspecialist Benjamin Stub har Brian Kofoed valgt et Topcon M-Max GX-90-system.

Systemet kan modtage filer i blandt andet DXF-, XML- og DWG-format, og filer kan uploades, selv om maskinen er slukket.

Kom først på dyrskue

Det er ifølge Brian Kofoed med til at gøre filhåndteringen enklere i det daglige. Maskinen har desuden fået Topcons TS-i4-sensor til VA-citybom samt slope control til hjælp ved arbejdet i marken.

Scantruck viste den nye PW148-11 frem på Roskilde Dyrskue, men inden da havde maskinen allerede været en tur på Bornholms Dyrskue.

Her havde Brian Kofoed den stående på STM Entreprises stand, inden maskinen efterfølgende blev leveret til virksomheden i Klemensker.

Maskiner