Danfoil og Agrointelli har indgået et samarbejde om produktion af en integreret sprøjte, SpitFire, til den autonome redskabsbærer Robotti. Sprøjten er ifølge producenten i den velkendte Danfoil-kvalitet med det patenterede Eurofoil-sprøjtekoncept, som sikrer minimal afdrift og lavt vandforbrug. SpitFire kan anvendes til bredsprøjtning i for eksempel korn og båndsprøjtning i rækkeafgrøder.

Sprøjten, SpitFire, har en beholder på 300 liter, hvilket svarende til, at man kan bredsprøjte op til 10 hektar på en fuld tank og 55 hektar ved båndsprøjtning. Det gør sprøjten meget let, uden det går udover kapaciteten.

Sprøjten er monteret i trepunktsophænget på Robotti, og sprøjtehøjden justeres ved at hæve og sænke liften på Robotti.

- Vi har behov for at tænke nyt og smart, og det kan vi sammen med Agrointelli. Ved at kombinere vores teknologier, er vi pludselig i stand til at producere et billigere økonomisk alternativ til marksprøjter som vi kender i dag, siger direktør Martin D. Sørensen fra Danfoil, der har store forventninger til det nye koncept.

Store besparelser

- Med en dyseafstand på 12,5 centimeter er SpitFire-sprøjten helt perfekt til båndsprøjtning i mange forskellige afgrøder dyrket på rækkekulture. Det er nemlig muligt at afblænde dyserne individuelt, således at i for eksempel roer lukkes tre ud af fire dyser, hvilket giver en besparelse på 75 procent. Majs og kartofler lukkes fem ud af seks dyser, hvilket giver en besparelse på 83 procent, ifølge producenten, forklarer area sales manager Lars Kaastrup Hensen fra Danfoil, og fortsætter:

- Båndstrammere, diverse afstivninger, speciel hjulstyring og andre »Ole Opfinder« forsøg på at få en 36 meter bom præcis er ikke vejen frem lige nu, selvom der er gode bomstyringer på markedet, så der går tid, inden tingene er produktionsmodnet og fungerer i praksis, siger Lars Kaastrup Hansen fra Danfoil.

- Danfoil går med deres nye SpitFire-sprøjte ned i bombredde og op i antal. Robotten er autonom og kører af sig selv, så en operatør kan sagtens styre flere robotter ad gangen samtidig med, at han spiser frokost. Det er en ny måde at tænke landbrug og plantebeskyttelse på, men vi kommer ikke uden om, at SpitFire-sprøjten kan spare 50 procent plantebeskyttelse mere end en 36 meter bom med 25 centimeters dyseafstand, forklarer direktør Martin Dyhrman Sørensen, Danfoil.

Kommer i marken i 2021

2021 er året, hvor de første 14 SpitFire-sprøjter kommer ud at køre i primært Danmark.

- Vi er i en læringsproces, og selvfølgelig er vi klogere, når vi starter på sæsonen 2022. Vi forsøger med 100 procent dansk teknologi at behandle vores marker på den mest skånsomme og effektive måde i verden, og i Danmark er der et politisk mål om en kraftig reduktion af plantebeskyttelse, men det skal gøres på en landmandsfaglig forsvarlig måde, siger Lars Kaastrup Hansen.

- Vi håber, at der fra politisk side og fra de almene videns institutioner, blandt andet Seges, og den enkelte landmand på opbakning til det projekt, vi har sat i søen, siger Martin Dyhrman Sørensen og fortsætter:

- At to mindre virksomheder som Agrointelli og Danfoil satser så kraftigt på at revolutionere tilgangen til effektiv plantebeskyttelse og reduktion af kemi, kan kun lykkedes, hvis der er politisk opbakning. Vi har teknologien, nu er det op til politikkerne at beslutte, hvor hurtigt de vil have de store besparelser på plantebeskyttelsesmidler, slutter han.

Maskiner