Maskintræf i Horsens blev en succes
MaskinTræf 2021, der forleden blev afholdt ved Bygholm Landbrugsskole i Horsens, blev noget af et tilløbsstykke. Til stor tilfredshed for arrangøren Velas og de cirka 50 firmaer deltagende firmaer.
Stort ryk ind til MaskinTræf 2021 ved Bygholm Landbrugsskole i Horsens. Foto: John Ankersen
Flot september-sommervejr, en mark med tilpas jord at køre i, og ikke mindst masser af maskiner og traktorer fra de mange deltagende firmaudstillere.
Rammerne var noget nær det perfekte, da MaskinTræf 2021, som Velas havde arrangeret sammen med Bygholm Landbrugsskole, blev afholdt forleden.
Hvert af de deltagende maskinfirmaer havde foruden en stand også sin egen demonstrationsparcel, hvor der efter tur var afsat en halv time til gennemgang og kørsel med de enkelte maskiner.
Det var Brøns Group – Amazone DK satte demonstrationen af maskiner i gang i parcellerne – en demonstration, der gik under det samlede tema ”Såbedstilberedning og såning”.
Her kunne Anders Clemmensen fra firmaet præsentere discharven Amazone Catros med Crush Board i fire meters bredde.
- En alsidig harve, der tillige kan bruges i en såbedskombination, lød det blandt andet fra Anders Clemmensen.
Amazone havde også taget en rotorharve-kombination med i form af Amazone KG & Centaya Super med gødning i model 4000 med fire meters arbejdsbredde.
- En såmaskine, der står på pakkevalse som gør, at afvigelse er mulig og hvor såbeholderen sidder tættere på traktoren for at reducere den løftekraft, der skal bruges, lød et af budskaberne ved gennemgangen fra kollegaen fra Asbjørn Schultz Andersen.
Plov med integreret pakker
Hos Maskinhandler Indkøbsringen, MI, stod der blandt andet Kuhn på programmet.
Hér kunne produktchef for jordredskaber, Per Monk Rasmussen, blandt andet præsentere en Kuhn-plov med integreret pakker, Kuhn Vari-Master L.
- En plov der er mere variabel og byder på flere indstillinger, der er vigtige for at reducere brændstofforbruget og slitage på sliddele, konstaterede han.
Foruden ploven, kunne Per Monk Andersen også præsentere Kuhns bud på et såsæt i form af Kuhn Espro 6000 RC, der er en seks meter disc såmaskiner.
Tallerkenharve og såsæt med gødning
Lemken er også repræsenteret på MaskinTræf 2021, hvor der på førstedagen blev præsenteret en tallerkenharve i form af modellen Heliodor 9, samt såsættet med gødning, Solitair 9 og sidst men ikke mindst - en Lemken Karat 9 stubharve.
For tallerkenharven fremhævede man fra Lemken muligheden for at få den med halmstrigle, samt dens hydrauliske dybderegulering.
En pakkevalse gør det det godt i alle slags jord og vejrforhold.
Lemken såmaskinen Solitair 9 udmærker sig ved at såsæd blandes med gødning og lægges ud i en såning.
Hos konkurrenten Pöttinger var det også harver og såmaskiner, der var på programmet i form af stubharven Terria 5030, fem meter samt såmaskinen Aerosem VT.
Også hér er der tale om en såmaskine hvor såning og gødningstildeling foregår i en proces. Udsædsmængden kan individuelt reguleres under kørsel, hvor det også er muligt at udså efter tildelingskort.