Der blev sparket dæk og kigget på lækkerhed indenfor kartoffeloptagning, da to AVR Spirit 9200 blev vist frem på markerne ved Mølgaard Agro udenfor Støvring i Himmerland, til en Weko Agro kartoffeldemo.

Begge optagere var udstyret med dobbelthjul og hydraulisk hjultræk, men med hver sit rensesystem.

En med tværgående valser og en med langsgående valser.

Renser grus fra

Den første optager, som blev vist i auktion, var den fuldhydrauliske Spirit 9200 med cross roller-rensesystemet.

- Alt kan justeres på den direkte fra førerhuset. Chaufføren kan ikke alene justere maskinen, inden han starter på en mark, men han kan også finjustere, mens han kører, for eksempel hvis han kommer ind i en anden bonitet, eller hvis han kan se på et af de fire kameraer, at han lige kan trimme optagningen lidt mere, forklarede Claus Holm, der er produktspecialist i kartoffeludstyr og ansvarlig for Weko Agro Machinerys kartoffeldemotour, som foruden Støvring også var forbi Vojens, Gram, Tarm, Bording og Dronninglund.

Maskinen er kendt for sit cross roller-system, som er særdeles effektivt overfor småsten og grus, der ryger nedenud mellem de tværgående valser.

- Det er en meget skånsom rensning. Vi har kunder, der leverer spisekartofler og tager dem op af jorden, som nogen af de allerførste herhjemme. Det kræver en skånsom behandling, og det kan denne til fulde. Samtidig er den også utrolig effektiv og har en stor kapacitet med en dygtig chauffør, forklarede Claus Holm.

Han og kollegaerne solgte sidste år 23 nye AVR-optagere i Danmark, mens man i år har nået 12 til både maskinstationer og landmænd med et større areal af kartofler.

God til tunge jorde

Den anden Spirit var en VW, som står for Varioweb, der modsat den første har langsgående valser.

Unikt ved denne er pintle-bæltet, som kan flyttes frem og tilbage. Med en rullekombination gør optageren det muligt at indstille produktflowsmængden, der bevæger sig hen over rullerne, direkte fra førerhuset. Det gør den særdeles velegnet til tungere jordtyper.

- Alligevel kan man ikke sige, at den ene henvender sig til tunge jordtyper og den anden til lette, det kommer an på hvad det er, som kunden gerne vil have, men den her er eminent til tunge jorde og udfordringer med enårig rapgræs og tørre kartoffeltoppe, sagde Claus Holm.

Fjerde sæson med kartofler

Kartoffeldemoen blev afholdt ved Mølgaard Agro, som drives af brødrene Søren og Peter Mølgaard.

Søren og Peter har grise og planteavl. Og i år tog de kartofler op for fjerde gang.

- Vi valgte at dyrke kartofler på grund af økonomien, for at have arbejde nok til to markmænd og for sprede sig lidt ud afgrødemæssigt, forklarede Søren Mølgaard.

Mølgaard Agro startede med 27 hektar stivelseskartofler. Året efter blev arealet hævet til 65 hektar, og de seneste to år er der blevet dyrket 90 hektar kartofler inklusive læggekartofler.

- Det var dyrt at starte op. Og det kan slet ikke sammenlignes med at dyrke korn. Vi lejede maskinerne de første år, men har i år selv købt en optager og en kartoffellægger, sagde Søren Mølgaard.

Stenstrenglæggerne lejes.

Krævende afgrøde

Den største udfordring for brødrene har klart været at indhente viden om, hvordan de skulle gøre.

- Selve sæsonen i marken har egentlig være ok. Det, der har været svært, er lægningen, optagningen og opbevaringen. Derfor sugede vi også bare viden til os de første år, forklarede Søren, som sidste år købte en kvæggård, der i dag er lavet om med tørreri til opbevaring af læggekartofler.

For brødrene er kartoflerne i deres markplan helt sikkert kommet for at blive.

- Det er en spændende og krævende afgrøde. Det er på ingen måde noget, man kommer sovende til, og de kræver, at man hele tiden er på forkant, lød det.

Foruden optagere kunne man også se stenstrenglæggere og aftoppere til kartoffeldemoen samt en treakslet tipvogn fra Annaburger, foruden en del Horse-udstyr.

Maskiner