Kartoffeloptagere med fokus på rensning
Der var stor interesse for de to AVR-kartoffeloptagere, som blev præsenteret til Weko Agro kartoffeldemo, hvor et af emnerne var rensning.

Weko Agro har været rundt i hele landet med deres kartoffeldemo. Foto: Tenna Bang
Der blev sparket dæk og kigget på »lækkerhed« inden for kartoffeloptagning, da to AVR Spirit 9200 blev vist frem på markerne hos Mølgaard Agro uden for Støvring i Nordjylland til en Weko Agro-kartoffeldemo.
Begge optagere var udstyret med dobbelthjul og hydraulisk hjultræk, men med hver sit rensesystem. En med tværgående valser og en med langsgående valser.
Den første optager, som blev vist i auktion, var den fuldhydrauliske Spirit 9200 med cross roller-rensesystemet.
- Alt kan justeres på den direkte fra førerhuset. Chaufføren kan ikke alene justere maskinen, inden han starter på en mark, men han kan også finjustere, mens han kører – for eksempel hvis han kommer ind i en anden bonitet, eller hvis han kan se på et af de fire kameraer, at han lige kan trimme optagningen lidt mere, forklarede Claus Holm.
Han er produktspecialist i kartoffeludstyr og ansvarlig for Weko Agro Machinerys kartoffel demotour.
Skånsom rensning
Maskinen er kendt for sit cross roller-system, som er særdeles effektivt overfor småsten og grus, der ryger nedenud mellem de tværgående valser.
- Det er en meget skånsom rensning. Vi har kunder, som leverer spisekartofler og tager dem op af jorden, som nogen af de allerførste herhjemme. Det kræver en skånsom behandling, og det kan denne til fulde. Samtidig er den også utrolig effektiv og har en stor kapacitet med en dygtig chauffør, forklarede Claus Holm.
Han og kollegaerne solgte sidste år 23 nye AVR-optagere i Danmark, mens man i år har nået 12 til både maskinstationer og landmænd med et større areal af kartofler.
God til tunge jorde
Den anden Spirit var en VW, der står for Varioweb, som modsat den første har langsgående valser. Unikt ved denne er pintle-bæltet, som kan flyttes frem og tilbage.
Sammen med en rullekombination gør den det muligt at indstille produktflowsmængden, der bevæger sig hen over rullerne, direkte fra førerhuset. Det gør den særdeles velegnet til tungere jordtyper.
- Alligevel kan man ikke sige, at den ene henvender sig til tunge jordtyper og den anden til lette. Det kommer an på, hvad det er, kunden gerne vil have, men den her er eminent til tunge jorde og udfordringer med enårig rapgræs og tørre kartoffeltoppe, sagde Claus Holm.
Foruden optagere kunne man også se stenstrenglæggere og aftoppere til kartoffeldemoen, og også en treakslet tipvogn fra Annaburger, foruden en del Horsch-udstyr.