Holmsland Maskinforretning sælger 70 procent af aktierne
Holmsland Maskinforretning har efter længere tids sonderinger solgt 70 procent af aktierne i firmaet til TBS Maskinpower.

Arkivfoto: Alexander Dornwirth
Det er rettidig omhu. Sådan siger Arne Nielsen om salget af 70 procent af aktierne i Holmsland Maskinforretning til TBS Maskinpower.
Arne Nielsen er ejer af Holmsland Maskinforretning, som har hovedafdeling ved Ringkøbing, og har solgt en stor del af sin virksomhed for at sikre forretningens fremtid i forbindelse med et generationsskifte, når den dag kommer.
- Det er vanskeligt for unge mennesker at skaffe kapital til et generationsskifte i vores branche, men med TBS Maskinpower om bord som aktionær er fremtiden sikret for vores medarbejdere og mange loyale kunder, så det er rart at få på plads, siger han.
Selv om TBS Maskinpower nu er blevet storaktionær i Holmsland Maskinforretning, sker der ikke ændringer i hverken drift, ledelse eller bemanding. Maskinforretningen fortsætter som en selvstændig virksomhed.
Holmsland Maskinforretning A/S blev etableret i 1980 og har siden 1998 været ejet af Arne Nielsen. Firmaets hovedafdeling har adresse i Vestjylland i byen Kloster ved Ringkøbing, og der drives også maskinforretning med udgangspunkt i Kjellerup. Firmaet servicerer og sælger således Valtra-traktorer i en stor del af Midt- og Vestjylland, men repræsenterer også en række andre stærke brands til landbrug, skovbrug, biogas og have/park.