Elkær tilbage til rødderne

Efter GMR Maskiner, som købte rettighederne til Elkær-produkterne for seks år siden, nu flytter produktionen til Mariager, genopliver Henning Elkær og sønnen kvasskæremaskinerne. I 1980 var kvasmaskiner det første den driftige østfynske iværksætter solgte.

I 1980 startede Henning Elkær sit firma hjemme i garagen med salg af kvasmaskiner, som han selv var med til at fremstille. Siden har Elkær Maskiner med base i den markante mejeribygning uden for Herrested, produceret og afsat et væld af maskiner i alle afskygninger. Lige fra stenriver, fræsere til sågar en specialsåmaskine og en række af brugte ærtehøstere.

Mest kendt er dog de røde Elkær hegnsklippere og grensave, som gennem årene er solgt til mange danske landbrug, maskinstationer og entreprenører, samt er afsat i stort tal til eksport.

Med virkning fra 1. september er produktionen af Elkær-maskinerne imidlertid ophørt, og i stedet overført til en fabrik i Mariager, som hører under GMR Maskiner A/S i Horsens, der tilbage i 2017 købte produktionsrettighederne af Henning Elkær.

Det betyder dog ikke, at svejserøgen har lagt sig i produktionslokalerne i Herrested.

På Agritechnica

- Kenneth (Henning Elkærs søn, red.) og jeg starter på mandag med at fremstille kvasskæremaskiner i to størrelser. Dog i en moderniseret udgave i forhold til kvashuggerne fra dengang, lød det på skæringsdatoen fra den østfynske iværksætter, som aldrig har været bleg for på rekordtid at udvikle en ny maskine, hvis han så et potentiale.

- Jeg fornemmer, der igen er et marked for sådanne maskiner med de stigende energipriser, ikke mindst i vores nordiske nabolande og sikkert også i Tyskland.

Tegningerne er klar fra Henning Elkærs faste samarbejdspartner på ingeniørfronten, og de første kvasskæremaskiner vil Kenneth og Henning Elkær have fremstillet og CE-godkendt klar til præsentation på Agritechnica-messen i Hannover til november.

- Jeg har flere gange udstillet dernede med stor succes. Derfor glæder vi os over, at vi har kunnet overtage en stand på 30 kvadratmeter i skovmaskineområdet, hvor der var kommet et afbud.

Maskiner efter kundeønsker

Henning Elkær nævner, at et træflytter-aggregat, som kan fritgrave og flytte træer på op til 30 cm stamme i et hug - måske fra egen skov til haven eller til en allé - fortsat vil blive produceret. Og andre produkter kan også komme på tale, idet han og sønnen som altid er parate til at fremstille maskiner eller redskaber, hvis en kunde har et særønske.

- Det har jeg altid set som en spændende udfordring, og selv om jeg sidste år rundede 70 år, har jeg ikke tænkt mig at ligge på den lade side. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Derfor håber han, at der igen bliver behov for mere arbejdskraft i HE Maskiner, som i dag er navnet på hans virksomhed. Før ophøret af produktionen af Elkær-maskinerne for GMR-koncernen var der 7-8 medarbejdere ansat i mejeribygningen i Herrested.

Læs også