FMR Maskiner med gravemaskiner fra stor producent
FMR Maskiner er klar med første læs gravemaskiner fra den verdensomspændende producent af entreprenørgrej Sany.

Glæde over den nye aftale hos fra venstre: Søren D. Thøgersen og Mogens Poulsen fra M. Poulsen/Løma sammen med Thomas Nielsen og Anders Hansen fra FMR Maskiner.
Efter nogle ugers forberedelser er det nu tid til at offentliggøre, at FMR Maskiner i Nykøbing Falster er en af de nye spillere af forhandlere på Sany Danmark-teamet under importør M. Poulsen/Løma ApS.
I starten af 2023 overtog M. Poulsen/Løma importen af produkterne fra Sany Global. Siden da er der indgået forhandleraftaler med fem virksomheder i henholdsvis Jylland og på Fyn, men målet med et forhandlernetværk er endnu ikke nået.
Importørens mål er seks eller syv forhandlere, hvor altså FMR Maskiner er den tredje offentliggjorte i rækken. Indtil nu har FMR Maskiner i høj grad fokuseret på at tilpasse sin porteføjle af maskiner til landbruget, men med forhandlingen af Sany gravemaskiner rettes skytset nu også mod entreprenørbranchen.
- Vi er i en yderst foranderlig branche, og vi har gennem en årrække brugt mange ressourcer på at tilpasse og fintune vores forhandlinger med skarpt fokus på maskiner og service til landbruget, men vi har i hele forløbet haft et godt øje til entreprenørbranchen også, siger Henrik Rasmussen hos FMR Maskiner.
- Med forhandlingen af Sany gravemaskiner får vi et yderst prisvenligt produkt, uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller ydelse, lyder det videre fra Henrik Rasmussen.
Sanys produktlinje dækker alt fra minigravere til hjulgravere og nedrivningsmaskiner. Som bonus er alle maskinerne udstyret med den nyeste teknologi og ikke mindst en af branchens stærkeste garantier.