Året er begyndt godt for maskinforretningen Johs. Mertz A/S, som New Holland har valgt som sin fremtidige forhandler øst for Storebælt, hvor Johs. Mertz pr. 1. marts overtager Slagelse Maskinforretning. Det skriver Johs. Mertz i en pressemeddelelse.

- Med købet af Slagelse Maskinforretning åbner vi for en nær tilstedeværelse i det vestsjællandske område og vil naturligvis videreføre den fantastiske service, Slagelse Maskinforretning er så kendt for, siger direktør i Johs, Mertz, Gert Klitgaard.

- Vi overtager, fortæller han videre, Slagelse Maskinforretning med alt, hvad dette indebærer af forpligtigelser, værdier, medarbejdere og kundedatabase.

Styrket forhandlernetværk

- Det er med glæde, at vi nu ser en yderligere styrkelse af New Holland- forhandlernetværket, hvor Johs. Mertz med overtagelsen af Slagelse Maskinforretning sikrer kontinuiteten og kvaliteten i New Hollands forhandlernetværk øst for Storebælt, udtaler forhandlerudviklingsansvarlig Lars Borg, CNH Industrial Danmark.

- Konsolidering og teknologisk udvikling sker hurtigt både hos vores kunder og ikke mindst i vores produktsortiment, og forventningerne til vores forhandlernetværk forandres hastigt i takt med dette, påpeger Lars Borg.

Invitation til en kop kaffe

Hos Johs. Mertz pointerer direktør Christian Holst, at det »ligger os meget på sinde, at kunderne i vores nye område vil opleve denne ændring med så lille en gene som muligt«.

- Vi skal også sikre, at vi kan servicere flåden af New Holland-traktorer, pressere og mejetærskere og får naturligvis brug for en del nye serviceteknikkere og reservedelssælgere til denne store opgave.

- Hermed en invitation til en kop kaffe til alle, der brænder for New Holland og servicering af de blå og gule maskiner, lyder det videre med et smil fra Christian Holst.

I forbindelse med købet annoncerer Johs. Mertz også, at man vender tilbage til Bornholm, hvor man lige nu er i færd med at arbejde på det rette setup.

Udover landbrugsmaskinerne får Johs. Mertz fremadrettet også ansvaret for New Holland-entreprenørmaskiner øst for Storebælt.

De to maskinforretninger

  • Johs. Mertz A/S blev grundlagt i 1915 af Johannes Mertz. Har siden 1968 været New Holland-forhandler og blev sidste år udnævnt til årets mejetærskerforhandler efter et salg på 29 nye mejetærskere. Johs. Mertz A/S er ejet af Gert Klitgaard og Christian Holst.

  • Slagelse Maskinforretning A/S blev grundlagt i 1981 af Saxonia A/S i Ringsted under navnet Ringsted Traktorcenter. I 1987 flyttede man til nybyggede lokaler i Slagelse og ændrede navn til Fiatagri Slagelse Ringsted. I 1994 købte medarbejderne firmaet og antog navnet Slagelse Maskinforretning A/S.