Forsvaret har indkøbt seks nye JCB High Moblility Engineer Excavators (HMEE).
Maskinerne er en kombination af JCB Fastrac traktor-undervogn og JCB-rendegraver.
JCB Fastrac er kendt for deres højtudviklede affjedringssystem samt høje hastighed, mens JCB-rendegraveren er kendt for stærke egenskaber indenfor gravearbejde og læsning.
Begge maskiner har desuden verdensrekorder indenfor hvert sit felt, da JCB Factrac lige er blevet kåret til verdens hurtigste traktor, mens JCB-rendegraveren er verdens mest solgte rendegraver. Rendegraverne har en topfart på op til 80 km/t og kan dermed følge med i militære konvojer.
De nye maskiner er armeret og vejer 16 tons. Derudover har maskinerne firehjulstræk og firehjulsstyring sammen med fuld affjedring og ABS-bremser.
I maskinerne sidder der en 6,7 liters Cummins-motor med 200 hk.
Helt ny maskintype til militæret
- HMEE er et eftertragtet køretøj og JCB producerer store mængder af samme type til bl.a. den amerikanske hær. Det lykkedes imidlertid Forsvarets Materiel & Indkøbsstyrelse at få vores ordre passet ind i den igangværende produktionslinje, lyder det i en skrivelse fra styrelsen, som understreger, at der er tale om en helt ny maskintype for det danske militær.
- Det er en helt ny kapacitet som tilføres Forsvaret og den giver Hæren – Ingeniørregimentet – bedre muligheder for at støtte kampenhederne i mobile og risikofyldte operationer. Rendegraveren skal støtte de forreste kampenheder, hvorfor en høj mobilitet og hastighed er vigtig, når rendegraveren skal løse opgaver såsom fjernelse af hindringer og udbedringer af marchvejen, lyder det fra Forsvarsministeriets Materiel & Indkøbsstyrelse.
De nye maskiner er blevet produceret i USA på en af JCB’s egne fabrikker. Maskinerne har siden krydset Atlanten og landede hos Nicolaisen & Larsen A/S i januar måned.
Den danske JCB-importør har stået for klargøring af maskinerne, og der er blevet lavet de sidste tilpasninger på maskinerne.
- Vi er glade for at kunne levere disse specielle maskiner til forsvaret, og vi har som JCB-forhandler et rigtigt stort udvalg af maskiner til forsvaret. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med forsvaret og håber på mere samarbejde i fremtiden, fortæller Dennis Faurby, Markedschef hos Nicolaisen & Larsen A/S.
Ibrugtagningen af de nye maskiner må måske vente lidt på sig på grund af Covid-19 udbruddet.
Det var planen, at udlevering til Hæren kunne finde sted i første halvdel af 2020, men den aktuelle situation begrænser flere aktiviteter, hvorfor udlevering til Hæren kan blive påvirket.
aldo