Sjælden afløvende larve spottet på Amager
En sjælden larve på de danske breddegrader, der i store mængder angriber træer, er spottet på Amager.

Løvskovsnonnen tilhører en af de over 1.000 arter af insekter, som er indvandret nordpå i de seneste 25 år. Det er en meget tydelig effekt af klimaforandringerne, oplyser biolog Michael Stoltze. Foto: Niels Jacob Aachmann-Andersen
En larve, der i stor stil afløver træer og har skabt store problemer for naturen især i Nordamerika, er blevet spottet på Amager i København.
På en allé ved Royal Arena har man således kunne se løvskovsnonnen tage for sig af retterne, og efterlade træerne afpillede tilbage. Løvskovsnonnen, på latin lymantria dispar, er uhyre sjælden på de danske breddegrader.
På Københavns Universitets hjemmeside beskrives løvskovsnonnen som et frygtet skadedyr i Sydeuropa og USA.
Ifølge det amerikanske landbrugsministerium, USDA, er der fra 1980 til 2020 brugt 282 millioner dollars (1,8 milliarder kroner) på kontrol af »sigøjnermøl«, som løvskovsnonnen politisk ukorrekt bliver kaldt i USA.
Hæmmer træerne
At løvskovsnonnen nu er spottet i Danmark, bør dog ikke umiddelbart få skovejere i Danmark til at fare i flint af bekymring. Det fortæller biolog og forfatter Michael Stoltze, som har en p.hd. i danske sommerfugle.
- Det her er de nordligste breddegrader, den er på. I Tyskland er den mere til stede, og kan lokalt være et skadedyr, da den er i store mængder. Det er en art, man skal være særlig opmærksom på, når man har monokultur (dyrkning af én planteart på et større areal gennem længere tid, red.), siger han til Effektivt Landbrug.
Fra Michael Stoltze lyder det, at løvskovsnonnen ikke er en invasiv art.
- Den slår ikke træer ihjel. Den hæmmer træerne, siger han, og fortæller, at arten kan sammenlignes med arterne frostmåler og egeviklere, der af og til angriber egeskove og efterlader dem nærmest bladløse.
Effekt af klimaforandringer
Hvordan kan det være, at den lige pludselig kan ses i Danmark?
- Det er en af de arter, som er varmedrevet. Den tilhører en af de over 1.000 arter af insekter, som er indvandret nordpå i de seneste 25 år. Vi ser meget, meget tydeligt effekter af klimaforandringerne på det her område. Faunaen er simpelthen rykket 200-300 kilometer nordpå i Europa. Det er meget markant.
Michael Stoltze fortæller, at afløvring af træer heller ikke er et usædvanligt fænomen i Danmark. På Nordbornholm har man for eksempel cirka hvert tredje eller fjerde år total afløvring af elle egetræer.
- Det er helt sindssygt. De står nøgne, når man kommer hen omkring Sankt Hans. Og det nedsætter produktionen, da de i de år får mindre tilvækst, men træerne bliver ikke slået ihjel, forklarer han.