Bonnesen vil tilbage til kommunalpolitik
Venstres folketingsmedlem stiller op til kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune i november – men ikke som spidskandidat.

Erling Bonnesen (V), mangeårigt medlem af Folketinget, stiller op til kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune til november. Arkivfoto: Erik Hansen
70-årige Erling Bonnesen, mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre og kendt navn i dansk landbrugspolitik, har nu meldt sig klar til at stille op til kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Jeg melder mig klar til at gøre en indsats, skriver han på sin Facebook-profil.
- Jeg stiller ikke op for bare at stille op. Jeg gør det for i et bredt samarbejde at yde en indsats og bidrage til den bedste udvikling for borgerne og for kommunen. Det ser jeg frem til, hvis borgerne vil det og stemmer mig ind i kommunalbestyrelsen til november, tilføjer Bonnesen.
Han gør det klart, at han går til valg som en del af Venstres hold – og ikke som spids- eller borgmesterkandidat. Den rolle er allerede besat. Han stiller derfor op på den almindelige kandidatliste, hvor hans placering først afgøres på opstillingsmødet den 19. maj.
Fra 1994 til 2006 var Bonnesen borgmester i Broby Kommune på Fyn.
Sidste år meldte han ud, at han ikke genopstiller til Folketinget ved næste valg.