Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Mathias Nick Olesen fra Palleshavegaard i Faaborg-Midtfyn Kommune er kåret som modtager af Årets Wiuff 2026.

Ifølge Lokale Fødevarer Danmark får han prisen for sin tilgang til landbruget og sit arbejde med jordens frugtbarhed, regenerative dyrkningsprincipper og råvarer af høj gastronomisk kvalitet.

På Palleshavegaard arbejder Mathias Nick Olesen med økologiske og regenerative principper. Arbejdet bygger ifølge organisationen videre på en familietradition inden for biodynamisk landbrug, mens forbindelsen mellem producent og forbruger spiller en central rolle.

- Mathias repræsenterer netop den pionerånd, som Årets Wiuff er skabt for at hylde. Han viser, at fremtidens landbrug ikke alene handler om at producere mere, men om at producere bedre, siger Jesper Zeihlund, formand og stifter af Lokale Fødevarer Danmark, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver samtidig Mathias Nick Olesens fokus på jorden, råvarernes kvalitet og deres anvendelse i gastronomien.

Producenterne bag

Årets Wiuff blev stiftet i 2025 af Lokale Fødevarer Danmark med Horesta som medstifter. Prisen skal hædre danske råvareproducenter, der gør en særlig forskel gennem kvalitet, håndværk og nytænkning.

Prisen er opkaldt efter grøntsagsproducent Søren Wiuff fra Lammefjorden, som gennem flere årtier har arbejdet med lokale råvarer og samarbejdet med danske kokke.

- Vi taler ofte om de dygtige kokke og restauranter, der har gjort Danmark til en gastronomisk nation i verdensklasse. Men bag de store gastronomiske oplevelser står producenterne og deres råvarer, siger Jesper Zeihlund.

Den første Årets Wiuff blev uddelt i 2025 til Marie Bojsen fra Birthesminde ved Vipperød. Hun modtog prisen for sit arbejde med grisekød som gastronomisk råvare med fokus på smag, dyrevelfærd og håndværk.

Dansk Cater er hovedsponsor for Årets Wiuff 2026.

Regenerativt landbrug