Når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer til Landbrug & Fødevarer Kvæg’s sektorbestyrelse i forbindelse med kvægkongressen i Herning i næste uge, vil der være et fynsk navn på stemmesedlen.

Bestyrelsesmedlem i L&F Centrovice, Carsten Hedegaard, stiller op i håb om at kunne gøre en forskel for fremtidens kvæglandbrug, som står over for store opgaver i fremtiden.

- Klima og grøn omstilling var et gennemgående tema for folketingsvalget, og dansk landbrug stor over for en stor opgave. Vi kommer ikke udenom, at vi skal nytænke måden, vi driver landbrug på i Danmark. Især i kvægbruget, som hele tiden fremhæves, når snakken falder på udledningen i landbruget. Men dansk landbrug har gang på gang vist, at vi er innovative, og at vi kan rykke os, og det er jeg helt sikker på, at vi også kan nu. 2030 kommer tættere på, men gennem samarbejde kan vi komme frem til holdbare løsninger, lyder det fra 57-årige Carsten Hedegaard, der sammen med sin kone Gitte driver Christiansborg Landbrug i Måre ved Ørbæk med 675 årskøer og 600 hektar jord.

Forud for bestyrelsesvalget giver han sine bud på, hvad der skal til:

- Vi har mange muligheder for at bidrage til den grønne omstilling i kvægbruget. Vi skal kunne arbejde mere i biogas som energikilde, og vi skal oprette biogasanlæg, som er ejede af os landmænd. Så kan vi få gavn af de CO2-kreditter, som i dag går til de store energiselskaber. Det vil gavne os i vores klimaregnskab. Dernæst skal vi også arbejde henimod at være mere fodereffektive, så vores kvæg stadig producerer samme output, mens vi kan mindske input. Mere mælk og kød for mindre udledning.

Selvom klima er på dagsordenen for Carsten Hedegaard, så skal der mere til end grøn omstilling for at sikre dansk landbrug i fremtiden. På Christiansborg Landbrug er to af de tre børn med i den daglige drift, og med tiden skal datteren og sønnen overtage bedriften. Men her møder de og resten af den nye generation problemer.

- Den nye generation af landmænd og driftsledere møder for meget modstand i systemet, som det er nu. Bankerne og Skat modarbejder muligheden for at overtage et landbrug, da de unge skal have en umulig egenkapital. Derfor skal vi i dialog med politikerne i København, banker og vækstfonde, så et skifte kan lade sig gøre, siger Carsten Hedegaard.

- Vi skal hjælpe den næste generation, fremfor at gøre det umuligt for dem. Dansk landbrug dør ud, hvis der ikke nogen til at drive de enkelte landbrug videre, og med de store krav frem mod 2045, så skal vi jo have nogen til at føre dem til dørs.

I 2034 træder den fulde implementering af Lov om hold af kvæg i kraft, som betyder at kvægstalde skal opfylde pladskrav. Men måden, loven implementeres på nu, bør revurderes, og i stedet for bare at gå ud fra centimetermål skal man også forholde sig til de data, der ligger ved landmændene, mener Carsten Hedegaard.

Kvægkongressen i Herning finder sted mandag den 27. og tirsdag den 28. februar.