Svenske hovedpersoner i chefskifte på Lolland

Goddag- og farvel-reception på Sofiehøj på Lolland, hvor Joakim Herrström har afløst Desirée Börjesdotter som forsøgschef i Nordic Beet Research.

Formanden for Danske Sukkerroedyrkere Troels Frandsen (til venstre) og Niels Borre fra frøfirmaet Strube var blandt de mange fremmødte gæster. Foto: Jesper Hallgren   Omkring 75 fremmødte gæster lagde vejen forbi Sofiehøj for at sige goddag til Joakim Herrström og farvel til Desirée Börjesdotter. Foto: Jesper Hallgren

Efter otte år som forsøgschef i Nordic Beet Research (NBR) har svenske Desirée Börjesdotter valgt at søge nye udfordringer og tiltræder den 1. oktober som vækstforædlingschef i Lantmännen i sit hjemland. Afløseren hos NBR er landsmanden Joakim Herrström, der tiltrådte posten den 1. september.

Skiftet blev for nylig markeret med en goddag og farvel-reception på Sofiehøj i Holeby på Lolland, hvor omkring 75 fremmødte gæster sagde goddag til Joakim Herrström og farvel til Desirée Börjesdotter.

De fik begge gaver i overflod, og der var både taler fra hovedpersonerne og til hovedpersonerne – med overflod af roser til Desirée Börjesdotter. Først fra NBR-formanden Anders Rydén, som med mange flotte ord rettede en stor tak til Desirée Börjesdotter og så frem til samarbejdet med Joakim Herrström.

Desirée Börjesdotter tog efterfølgende ordet, og rettede selv – på en blanding af dansk og svensk – en stor tak til de mange personer, hun gennem årene har arbejdet sammen med.

- Otte år har vi arbejdet sammen, og i mit perspektiv har vi fortsat den gode udvikling, der var i NBR, og så hen over årene gjort tingene lidt nemmere, lidt bedre og lidt smartere. Vi har ikke gjort det alene. Vi har samarbejdet med alle vores gode partnere og har i fællesskab udviklet roedyrkningen, påpegede hun.

25 års erfaring med roer

På klingende skånsk præsenterede Joakim Herrström sig selv. Han er 50 år, født og opvokset i Ystad, men bor nu i Landskrona. Han har to voksne sønner, og i fritiden interesserer han sig for både håndbold og fiskeri.

Det var lidt indledende ord om den »private« Joakim Herrström, der har 25 års erfaring inden for sukkerroer. Han har primært arbejdet inden for planteforædling med ansvar for udvikling af kommercielle sorter og senere også med forsknings- og forædlingsstrategi hos DLF Beet Seed.

Der var også danske talere. Både næstformand i NBR, Michael Hansen, Claus Nørgaard, chef for Agricenter Danmark under Nordic Sugar, og planteavlschef i VKST, Jens Ole Pedersen, tog ordet – og kom alle med mange rosende ord til Desirée Börjesdotter.

Læs også