Hen over sommeren har Agri Nord i samarbejde med syv landmænd invitereret til bondegårds-safari ude på landet. Og det tilbud har rigtig mange taget imod. I løbet af de syv uger har mere end 1.300 gæster nemlig været på besøg på en af gårdene.
Bondegårdssafarien er en del af den længerevarende kampagne med overskriften »Dansk er bedre«, som Agri Nord kører. Kampagnen har det overordnede tema, at forbrugerne skal købe danske fødevarer, når de handler ind.
- Vi vil gerne gøre den danske forbruger opmærksom på, at hvis de vælger danske fødevarer, så får de ikke alene en god kvalitet, men træffer også et klimavenligt valg, siger Carl Christian Pedersen.
Der var bondegårdssafari på Vrejlev Kloster, Rebildcentrets Gårdbutik, hos slagteren og landbruget Krastrupsøgaard, Skørping, Økologiske Pilegrise, Nibe, mælkeproducent Jens Verner Pedersen, Hobro, kyllingeproducent Rokkedahl, Nibe samt naturplejer Lars Thomsen, Frederikshavn.