Arla forventer øget pres på systemerne

Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.
Pandemien har ændret forbrugernes adfærd dramatisk i de forskellige lande, Arla leverer til. Det konstaterer selskabets administrerende direktør Peder Tuborgh.
- Når virussen topper rundt omkring i de forskellige lande og regioner, forventer vi, at vores system belastes yderligere. Vi overvåger og håndterer potentielle risici konstant, har solide handlingsplaner på plads og er overbeviste om, at vores kerneaktiviteter fortsætter stabilt, skriver han i en meddelelse, hvor han takker medarbejdere, m.v., for den store opbakning under corona-krisen.
Peder Tuborgh oplyser, at Arla nu prioriterer forsyningen af de produkter, der er vigtigst for folk på nuværende tidspunkt. Det omfatter produkter til hverdagen derhjemme, for eksempel friske mejeriprodukter, babyernæring, madlavningsprodukter, langtidsholdbar mælk, ernæring til sundhedssektoren og mælkepulver til lande uden for Europa.