NutriFair havde sin debut i 2012, hvor man for første gang kunne åbne dørene for en specialmesse med fokus på produkter til indendørs mekanisering, foder samt dyrevelfærd til den animalske landbrugsproduktion.

Den 14. og 15. januar går det løs igen.

- NutriFair er en målrettet messe med fokus på faglighed og professionalisme. Her er der garanti for at møde de helt rigtige mennesker. De besøgende er beslutningstagere og nøglepersoner fra landbruget, der kommer for at skabe nye kontakter og gøre forretning, lyder det fra messearrangørerne.

NutriFair sætter aktuel viden på dagsordenen. Foruden traditionelle stande byder messen også på et konferenceprogram med foredrag om topaktuelle emner af forskellig faglig karakter.

En hel branche står bag

NutriFair arrangeres af Messe C Fredericia i tæt samarbejde med en række af branchens toneangivende aktører.

- En stærk messekomité, tætte relationer til brancheforeninger og en dynamisk dialog med medier, udstillere og besøgende gør, at messens faglige niveau øges fra gang til gang, lyder det fra messen.

Debattører indtager scenen

Et af de temaer, der er i centrum på NutriFair 2026, er behovet for at udvikle landbruget i en retning, hvor ressourcerne udnyttes bedre, og produktionen arbejder i samspil med klimaet. Emnet tages op under flere oplæg på NutriFair-scenen.

Tom Axelgaard, tidligere generalsekretær i foreningen Danish Farmers Abroad og grundlægger af virksomheden Goodvalley, peger på, at branchen står midt i en forandring, der kræver nye greb, men som også rummer store muligheder.

Han fremhæver, at bedre udnyttelse af ressourcer og mindre spild er afgørende, hvis dansk landbrug skal stå stærkt i en tid præget af klimakrav, global konkurrence og politisk usikkerhed.

- Vi har stadig alle muligheder for at vende udviklingen – men det kræver, at vi udnytter ressourcerne bedre og eliminerer spild, siger Tom Axelgaard.

Fødevarer er efter hans vurdering ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om sikkerhed og frihed, og derfor må vi ikke blive afhængige af regimer, vi ikke kan stole på, pointerer han og peger på, at krigen i Ukraine har tydeliggjort, hvor vigtigt det er, at Danmark og Europa værner om sin egen fødevareproduktion.

Økonomiske vilkår under pres

Hvor Axelgaard sætter fokus på ressourcer og strategisk retning, retter Jens Schjerning, cheføkonom og medejer af rådgivningsvirksomheden Agrocura, blikket mod de økonomiske rammer for landbruget. Han ser et Europa, hvor reguleringen fylder mere, mens andre verdensdele investerer massivt i teknologi og kunstig intelligens.

- Europa risikerer at udsulte sin egen fødevareproduktion. Vi risikerer at sende hele fødevareproduktionen ud af verdensdelen til steder, hvor markedet kan følge efterspørgslen uden samme stramme regulering, siger Jens Schjerning.

Brug for systematik

Martin Rishøj, produktionsleder og rådgiver i virksomheden Rokkedahl, giver sit bud på, hvor fjerkræbranchen står netop nu. Ifølge ham er der masser af fremgang, men også en afgørende barriere.

- Selvom økonomien er markant bedre end for få år siden, er der ingen, der bygger nye stalde uden støtte fra slagterierne. Det er stadig lidt for dyrt i forhold til basisnoteringen, vurderer produktionslederen, der ser et markant potentiale i at bruge data mere systematisk i staldene.

- Der ligger et kæmpe potentiale i at koble kameraer og analyseværktøjer på staldene. Det kan både forbedre produktivitet og dyrevelfærd, hvis man bruger dataene rigtigt, siger Martin Rishøj.

NutriFair 2026

NutriFair finder sted i Messe C i Fredericia, og strækker sig over to messedage.

Onsdag d. 14. januar klokken 9.00-17.00

Torsdag d. 15. januar klokken 9.00-17.00