Dansk griseproduktion står midt i et vadested. På den ene side er branchen internationalt anerkendt for sin effektivitet og sit høje genetiske niveau.

På den anden side stiller samfundet – både politisk og forbrugermæssigt – nye og skærpede krav til dyrevelfærd, dokumentation og ansvarlighed. Spørgsmålet er derfor ikke længere kun, hvor effektiv grisen er, men om produktionen i det hele taget har en fremtidig »license to produce«.

Netop det spændingsfelt er omdrejningspunktet, når NutriFair samler tre af de toneangivende aktører på markedet – DanBred, Topigs Norsvin og Hendrix Genetics Swine – til debat om fremtidens grisegenetik i Danmark.

Behov for at gentænke avlsmål

Genetikken er fundamentet under produktionen og sætter rammerne for, hvordan slagtesvinestalden og sobesætningen kan drives.

Men med nye krav til løsgående søer, reduceret sodødelighed, robusthed og klimaeffektivitet er der opstået behov for at gentænke avlsmålene.

Spørgsmålet er, om det kræver et opgør med den eksisterende tilgang – eller om udviklingen bedst sker som en kontrolleret, trinvis forandring.

Byder debat velkommen

Hos DanBred byder man debatten velkommen, men advarer samtidig mod forhastede konklusioner. Ifølge Martin Mølgaard Pedersen, head of supplier relation management, er dansk grisegenetik fortsat blandt verdens bedste – også når man måler på fremtidens parametre.

- Vi vil løse vores landmænds udfordringer, men ting tager tid. Vores produkt har det højeste genetiske potentiale, men det kræver, at man har styr på sit management for at udnytte det fuldt ud.

- Det er netop det høje potentiale, der gør, at danske producenter kan drive en forretning på trods af høje produktionsomkostninger, siger han.

DanBred arbejder målrettet med nye avlsmål, der i højere grad adresserer omverdenens krav. Men balancen mellem genetik og management er afgørende.

- Det tager 10–15 år at løse udfordringer avlsmæssigt. Management kan flytte noget her og nu. Derfor er det vigtigt at skelne mellem, hvad der skal løses genetisk, og hvad der kan håndteres i stalden, lyder det.

Stolthed – også om 10 år

Hos Topigs Norsvin er budskabet mere kontant: »License to produce« handler grundlæggende om at fremtidssikre sit landbrug.

- Det handler om at have en produktion, man kan være stolt af – både i dag og om 10 år, siger direktør Karl Johan Møller Klit.

Han peger på erfaringer med fuldt løsgående søer som et konkret eksempel på, hvor udviklingen bevæger sig hen. I både Norge og Canada har Topigs Norsvin opbygget praktisk erfaring med systemer, hvor søerne også er løsgående under faring.

- Fiksering er på vej ud. Hvis man bygger nyt i dag, skal man bygge til løsgående søer. Der kan man ikke vente på, at avlsmålene slår fuldt igennem om 10 år. Her mener jeg, at Danmark har sovet for længe, siger han.

Ifølge Topigs Norsvin er det afgørende, at genetik, staldsystemer og daglig drift udvikles parallelt, hvis danske producenter skal kunne leve op til fremtidens krav.

Et aktivt ansvar

For Hendrix Genetics Swine rækker »license to produce« længere end genetisk fremgang alene. Her ses retten til at producere som et aktivt ansvar over for både samfund og slutbruger.

- Vi arbejder hver dag for at skabe genetisk fremgang, der giver værdi på bundlinjen. Men det kan ikke stå alene. »License to produce« afgøres i sidste ende af slutbrugeren, og derfor er dyrevelfærd, ansvarlighed og gennemsigtighed helt centrale, siger operations director Mads Kring.

Selskabet har de senere år haft særligt fokus på robusthed, sundhed og overlevelse i avlsarbejdet. Det har blandt andet resulteret i en dokumenteret sodødelighed på 6,8 procent i en international kundeundersøgelse – ifølge selskabet er det markant lavere end branchens gennemsnit i Danmark.

AI gør sit indtog

Samtidig investerer Hendrix Genetics Swine i ny teknologi som AI og kamerabaserede løsninger, der skal give mere objektive målinger af velfærd og holdbarhed.

- Danmark er stærkt internationalt, men det må aldrig blive en sovepude. Hvis vi vil bevare vores »license to produce«, skal vi kunne dokumentere, at velfærd og produktionsøkonomi går hånd i hånd, understreger han.

Dyrevelfærd, robuste grise og fremtidens staldsystemer er blandt emnerne i grisedebatten onsdag formiddag.

Dyrevelfærd, robuste grise og fremtidens staldsystemer er blandt emnerne i grisedebatten onsdag formiddag.

Fokusområder i debatten

Onsdag den 14. januar kl. 10.00, Scene 2, NutriFair

»License to produce« og samfundets forventninger

Dyrevelfærd og robuste grise

Balancen mellem kuldstørrelse og performance

Genetik kontra management

Fremtidens staldsystemer og løsgående søer

Deltagere: DanBred, Topigs Norsvin og Hendrix Genetics Swine

Debatten modereres af LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen