En ny EU-forordning, der har været undervejs i nogle år, og som vil spænde ben for årtiers dansk arbejde for et lavt forbrug af antibiotika, vækker endelig politisk interesse på Christiansborg.
»Hvorfor uddanne os, når EU vil have robotter”.
Sådan skrev Den Danske Dyrlægeforening i et debatindlæg til Altinget den 28. januar, som var den dag, hvor den nye EU-forordning for veterinærmedicin trådte i kraft.
Titlen beskriver dyrlægernes dilemma i en nøddeskal, eftersom den nye EU-forordning fratager dyrlægerne deres mulighed for at bruge deres faglighed ved ordination af medicin til dyr. I stedet skal dyrlægerne blot følge indlægssedlen for det præparat, det drejer sig om.