Maskinforretningen Johs. Mertz A/S sætter omsætningsrekord på hele 394 millioner kroner og lander et resultat på 7,1 millioner kroner efter skat.
Der er solgt rigtigt mange maskiner og traktorer fra maskinforretningen Johs. Mertz A/S, der har hovedsæde i Maribo på Lolland og tillige en afdeling i Faxe i Sydsjælland.
I de to afdelinger blev der i alt blandt andet solgt 29 nye mejetærskere og 47 brugte mejetærskere, hvilket var med til at øge omsætningen gevaldigt i regnskabsåret 2022/2023, fortæller administrerende direktør Christian Holst.
I en pressemeddelelse oplyser Johs. Mertz, at firmaet har sat omsætningsrekord på hele 394 millioner kroner og har opnået et resultat på 7,1 millioner kroner efter skat.
- Alene i december fakturerede vi for mere end 90 millioner kroner i salg af nye og brugte maskiner, så der var travlt. Reservedelssalget har også været fantastisk og med fuld beskæftigelse på værkstedet, bliver det samlet til et rigtig godt resultat, fortæller Johs. Mertz-direktøren.
Firmaets bedste resultat
Gert Klitgaard, direktørkollega i den østdanske maskinforretning, tilføjer i den forbindelse:
- Vi har en strategi om, at det er eftermarkedet, vi skal betale alle regningerne med, og at salgsafdelingen »bare« skal se at få solgt maskiner, så vi har en stor flåde at servicere.
Denne strategi ser ud til at fungere rigtig godt for makkerparret, der i december 2021 overtog Johs. Mertz A/S efter maskinhandler Per Mertz, der var tredje generations ejer af maskinforretningen.
- Det er absolut fantastisk, at vi lander firmaets bedste resultat året efter, at vi overtog. Det giver ro på hele vejen rundt og bestyrker os i, at vi er på rette vej, og at strategien er rigtig.
- Vores kunder havde, tilføjer han, et historisk godt år sidste år, og det gamle ordsprog med, at når det regner på præsten, drypper det på degnen, passer jo også i vores tilfælde, konstaterer Gert Klitgaard.
Reduceret varebeholdning
Ledelsen ønsker desuden at fremhæve, at Johs. Mertz – på trods af den store omsætningsforøgelse – er lykkedes med at reducere varebeholdningen og derved slanke firmaets balance med godt og vel 20 millioner kroner til 110 millioner kroner.
- Det fortæller lidt om, at vi er lykkedes med at sælge de brugte maskiner, og ikke har indkøbt nye i vildskab, påpeger Christian Holst.
- Når vi ser frem imod det år, vi er godt i gang med, er forventningen et år med en normal omsætning og en indtjening på tre-fire millioner kroner. Der er fuld beskæftigelse på værkstederne, og ordrebeholdningen er en smule højere end et normal år, lyder det afslutningsvis fra Christian Holst.