ÅRSREGNSKAB DLG har præsenteret sit årsregnskab for 2019. Koncernen passerede for første gang i fire år en omsætning på 50 milliarder kroner. Resultatet før skat endte på over 500 millioner.

Resultatet kunne dog have været 119 millioner kroner højere. En konkurrencesag i Tyskland, som DLG er blevet involveret på grund af et datterselskab til et datterselskab, blev således endeligt afsluttet i december.

Sagen har sin oprindelse fra før datterselskabet HaGe overtog BSL i 2008. Som en del af aftalen har BSL betalt en bøde på 29,25 millioner euro, som svarer til 218 millioner kroner.

For DLG-koncernen betyder aftalen, at regningen bliver på 119 millioner kroner, som resultatet før skat er blevet direkte påvirket af.

- Før skat er påvirkningen stort set det samme, som tørken var i 2018, fortæller Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG.

108 millioner tilbage til ejere

Til trods for den for DLG ærgerlige tyske sag, kan DLG i år stadigvæk overskudsdeklarere et højere beløb end sidste år. Driftsresultatet er således steget markant siden 2018.

I alt udbetaler DLG i år 108 millioner kroner tilbage til ejerne mod 92 millioner kroner sidste år.

- Det, der er vigtigt for mig, det er, at på trods af de udfordringer, der har været, så formår vi at holde niveauet. Vi har den styrke til at modstå både tørke og konkurrencesag, påpeger DLG-formand Niels Dengsø Jensen.