Asger Krogsgaard takker af

Efter 21 år som bestyrelsesmedlem har Danish Crowns nuværende formand Asger Krogsgaard valgt ikke at genopstille til Danish Crowns repræsentantskab og bestyrelse.

Asger Krogsgaard genopstiller ikke til Danish Crowns repræsentantskab og bestyrelse.

- Det har været en utrolig spændende opgave at være helt tæt på maskinrummet i Danish Crown gennem så mange år og særligt i det seneste år som formand, hvor jeg har været med til at skabe et nyt fundament for virksomheden. Vi har startet en transformation af virksomheden med nye vedtægter, ansættelse en ny topledelse og ikke mindst åbnet for, at Danish Crown kan få en ekstern formand. Derfor synes jeg, at det er godt tidspunkt at give stafetten videre, siger Asger Krogsgaard.

Valgt ind i 90’erne

Asger Krogsgaard blev valgt til repræsentantskabet i Vestjyske Slagterier i midten af 90'erne og efter fusionen til Danish Crowns repræsentantskab i 1999. Fire år senere blev han medlem af bestyrelsen i Danish Crown AmbA, og i perioden fra 2011 til 2023 var han næstformand for AmbA-bestyrelsen.

For godt et år siden overtog Asger Krogsgaard formandsposten, da Erik Bredholt valgte at trække sig. Indtil han blev formand, var det i høj grad Asger Krogsgaard, der tegnede Danish Crown i Landbrug & Fødevarer, hvor han gennem en årrække var næstformand og ikke mindst formand for Danske Slagterier.

I de 13 måneder, hvor Asger Krogsgaard har været formand for Danish Crown, har der været fart på. Selskabet har ændret sin governance-struktur, så der fremover kun vil være én bestyrelse med fem ejervalgte medlemmer, tre medarbejdervalgte og fem eksterne bestyrelsesmedlemmer, hvor den ene er tiltænkt formandsposten.

Samtidig bliver repræsentantskabet som en del af det kommende valg indskrænket fra 90 til 60 medlemmer. I årets løb er der også blevet indført et smågriseandelsejerskab, køle- og frysehusvirksomheden AgriNorcold er solgt fra, og sidst men ikke mindst er der ansat en ny direktion med Niels Duedahl som Group CEO og Anders Aakær Jensen som Group CFO.

Hjem til Ringkøbing

Asger Krogsgaard er glad for sin tid i Danish Crown.

- Det har været en stor ære for mig at mærke opbakningen fra mine kollegaer til arbejdet i vores fællesejede virksomhed og for branchen som helhed. Gennem alle årene har det været en kæmpe glæde for mig at samarbejde med alle de superdygtige og engagerede medarbejdere i både Danish Crown og Landbrug & Fødevarer, som hver dag gør en kæmpe indsats for at binde hele værdikæden sammen. Den kontakt kommer jeg nok til at savne, men omvendt glæder jeg mig til at kunne koncentrere mig om vores eget landbrug og min familie, siger Asger Krogsgaard.

Asger Krogsgaard driver sammen med sin kone Dorthe og to sønner en gård ved Ringkøbing og leverede i det seneste regnskabsår omkring 75.000 slagtegrise til Danish Crown.

Læs også