Overgaards grovvareaktiviteter overtages af Hornsyld

Hornsyld Købmandsgaard A/S overtager grovvareaktiviteterne i Overgaard Gods A/S ved Mariager Fjord, godsets faciliteter på Køge Havn samt kontrakter relateret til kornhandel. Overtagelsen sker efter en række betingelser er opfyldt, herunder godkendelse af konkurrencemyndighederne.

Det oplyser ledelsen på Hornsyld Købmandsgaard, administrerende direktør Henrik Hedegaard, økonomidirektør Henrik Holm samt administrerende direktør på Overgaard Gods, Kasper Henricksen i en pressemeddelelse.

Overgaard har valgt at frasælge grovvaredelen ud fra et ønske om at koncentrere sig om godsets primære aktiviteter, nemlig landbrugsdriften med 2.400 hektar, griseproduktion med 1.600 søer, 1.000 hektar skov (Dan Mark Skov A/S), energianlæg med sol og vind samt ejendomsudlejning.

Overtagelsen omfatter alt vedrørende køb og salg af afgrøder. Hornsyld Købmandsgaard overtager Overgaards faciliteter i den henseende, på Sjælland, hvor der er lager fem steder, herunder på Køge Havn. Ligeledes overtager Hornsyld Købmandsgaard 10 medarbejdere, som fortsat skal arbejde med base på Overgaard Gods, Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Hornsyld Købmandsgaard lejer sig ind på Overgaard Gods med lager og kontorfaciliteter og opretter derved en afdeling på Overgaard Gods.

Overgaard Gods forsætter derved driften af lageret på Overgaard Gods med udlejning af lagerfaciliteter til engros kunder udover Hornsyld Købmandsgaard.

Læs også