Branchen advarer: Dansk kartoffelproduktion i fare for at bukke under
Et nej til dispensation fra myndighederne til fortsat brug af nedvisningsmidlet Reglone truer den danske produktion af læggekartofler. Godt 250 landmænd fra hele landet var onsdag mødt op til stormøde om dansk kartoffelproduktion, der blev holdt i Sagro´s kartoffelforsøgsmark ved Arnborg i Midtjylland

Godt 250 landmænd og branchefolk mødte op onsdag, da brancheorganisationen Danske Kartofler sammen med Landbrug & Fødevarer havde arrangeret stormøde om dansk kartoffelproduktion. Fotos: John Ankersen
Nedvisningsmidler er afgørende for at få danske læggekartofler i høj kvalitet – men med myndighedernes nej til fortsat brug af midlet Reglone er det den direkte vej til at lægge dansk produktion af læggekartofler i graven.
Sådan lød det, da godt 250 landmænd og branchefolk fra hele landet med kort varsel var mødt op til et stormøde onsdag ved Arnborg nær Herning. Et møde, som i hast var blevet arrangeret af brancheorganisationen Danske Kartofler og Landbrug & Fødevarer.
Useriøs udmelding
Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, indledte mødet med – med forståelse – at konstatere, at miljøminister Lea Wermelin (S), der var inviteret til mødet, ikke havde mulighed for at være til stede med den korte frist for mødet taget i betragtning.
Herefter var det til gengæld småt med forståelse for den politiske ageren, der har været i sagen omkring Reglone. For normalt har landbruget, myndighederne og politikerne kunnet finde hinanden – men ikke denne gang:
- Der har været vilje hidtil til samspil og at finde løsninger. Men her undrer det mig, at Aarhus Universitet kan komme ud med en melding om, at der er et alternativ til Reglone – det er komplet useriøst, konstatede Martin Merrild.
I forvejen restriktiv
Formand foe Danske Kartofler, Carl Heiselberg, noterer sig, at Danmark i forvejen kun tillader under en tredjedel af de midler, som mange andre lande i EU må bruge.
- Derfor betyder ét middel meget i det samlede antal, sagde Carl Heiselberg, der samtidig understregede og fremhævede de mange andre restriktioner, som man er underlagt i Danmark – blandt andet bufferzoner i forbindelse med sprøjtning.
Yderligere restriktioner som fjernelse af Reglone som nedvisningmiddel bekymrer også Jens Holstborg hos Danespo.
- Produktionen af danske læggekartofler er afhængig af en jævn nedvisning for at kunne sikre en ensartet kvalitet og størrelse af kartoflerne, sagde han, og konstaterede:
- Nu er vi i en situation, hvor vi ikke har et brugbart alternativ til nedvisning.
Ikke gode alternativer
Blandt de alternativer, der har været i spil, har blandt andet været aftopning af kartoffelplanterne samt midlet Pelargonsyre.
Ifølge Lars Bødker, Seges, ikke nogen særligt gode løsninger. Aftopning kan give problemer med maskine, køresport og bakterier, mens Pelargonsyre er så dyr en løsning, at den ikke er realistisk.
For mens det blot kræver én liter Reglone pr. hektar kræver det 300 liter Pelargonsyre pr. hektar – vel at mærke til en literpris på 50 kroner.
Samtidig pegede flere af gårsdagens indlægsholdere på den kendsgerning, at andre lande for de flestes vedkommende har givet tilladelse til brug af to midler – ofte midlerne Gozai og Reglone – en mulighed, der altså nu stiller danske kartoffelavlere dårligere end mange af deres udenlandske kolleger.
Kræver politisk handling
Trods fraværet af miljøminister Lea Wermelin var der politisk tilstedeværelse ved gårsdagens stormøde.
Venstre-politikeren Erling Bonnesen var med via mobiltelefon i højttaler, og han anerkendte, at det er et stort problem med den manglende dispensation til brug af Reglone, som han allerede har taget fat i – og fortsat vil presse på for – til trods for, at Folketinget er gået på sommerferie.
I den forbindelse erkendte han også, at det nok også først bliver efter sommerferien, at der kan komme skred i tingene.
Vanskeligt
Et andet folketingsmedlem, Orla Østerby fra de Konservative, var mødt op. Han erklærede sin støtte til en dispensation til at bruge Reglone, men understregede samtidig, hvorfor han tror, at det bliver mere end svært:
- Jeg synes, at det er en vigtig sag, men vi er i en politisk situation med en regering, der er tynget af SF, Enhedslisten og Alternativet – og det er en farlig cocktail. Når Reglone ikke får en godkendelse, skyldes det politisk pres, konstaterede han.
Hos Landbrug & Fødevarer lovede man, at de to politikere ville få tilsendt et kort og præcist formuleret notat, som de kunne gå videre med i den politiske proces.