FieldSense har netop præsenteret deres nye netværkspakke, der giver landmænd adgang til vejrdata fra samtlige danske FieldSense-vejrstationer.
Aarhus-virksomheden FieldSense, der udvikler og producerer digitale og teknologiske redskaber til landmænd og landbruget, har netop offentliggjort deres seneste produkt i porteføljen.
Det er en netværkspakke, der giver landmanden adgang til vejrdata fra samtlige FieldSense-vejrstationer, der er operationelle i Danmark.
Driftsleder Christian Sommerlund ved JSJ-Agro i Nordjylland driver cirka 3.000 hektar og er én af de første testpersoner, der har prøvet netværket af under udviklingen af netværkspakken.
- Vi bruger det mest til at holde øje med nedbør. Vi driver et stort areal og har ikke dækket hele arealet ind med vores vejrstationer, så det er godt at man kan se de områder, hvor vi ikke har vejrstationer, siger Christian Sommerlund.
Kan sammenligne forhold
Da JSJ-Agro befinder sig i det nordligste Nordjylland, arbejder man på tværs af deres områder med forskellige slags klima.
- Det samme gjorde vi med jordtemperaturen. Det var spændende, da vi for en måneds tid siden havde nattefrost, at sammenligne temperaturerne ved vores kystnære områder med arealer længere inde i landet.
- Med netværkspakken får vi dækket vores områder bedre ind, så vi kan flytte vores egne vejrstationer rundt, alt efter hvor vi gerne vil have data fra vores egne arealer, fortæller Christian Sommerlund.
Siden lanceringen af vejrstationerne i starten af 2018 har FieldSense i samarbejde med over 400 danske landmænd placeret knap 1.000 vejrstationer i Danmark.
Vejrstationerne lejes af landmændene selv, der stiller dem op på den lokation, hvor de ønsker at modtage vejrdata fra.
Zoom ind på kort
- Med netværkspakken har landmænd nu adgang til meget udførlige indsigter i vejrforholdene i Danmark og til at modtage opdateringer fra vejrnetværket hvert 10. minut, oplyser FeldSense.
Når landmanden benytter sig af netværkspakken, er det som at kigge på et Danmarkskort på computeren – blot med klynger af vejrdata, der bliver mere og mere lokale, jo mere man zoomer ind.
- Man kan vælge mellem at se nedbør, jordtemperatur og lufttemperatur, oplyser FieldSense.
jpj