Tesfaye ændrer praktik-praksis - en smule

Integrationsminister Mathias Tesfaye (S) har valgt at ændre i bekendtgørelsen for udenlandske landbrugspraktikanter, så de, der allerede er i Danmark, kan få forlænget deres ophold i et halvt år.


I sidste uge valgte Integrationsministeriet at stoppe for, at udenlandske landbrugspraktikanter kunne tage ophold i Danmark, på grund af frygt for en forværring af coronasituationen herhjemme. Nyheden blev modtaget med forfærdelse hos blandt andre Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard.

- Landbrugspraktikanter indgår på lige fod med fuldtidsmedarbejdere i planlægningen og udførelsen af arbejdet på de danske bedrifter. Det er uanset, hvor de måtte komme fra, sagde han fredag og tilføjede:

- De er uundværlige for fødevareproduktionen, og derfor virker beslutningen om at stoppe tildelingen af opholdstilladelser til netop praktikanter slet ikke gennemtænkt, og man har tilsyneladende ikke været klar over de store konsekvenser, det kan få, lød det fra L&F-formanden.

Men efter et møde fredag eftermiddag har integrationsminister Mattias Tesfaye nu valgt at ændre en smule i ordningen.

- Jeg har stor forståelse for, at det midlertidige stop kan skabe udfordringer. Landbruget har bedt os hjælpe i denne nye situation ved at give mulighed for, at landbrugspraktikanter, der allerede er i Danmark, kan få lov til at blive i Danmark et halvt år mere. Derfor udsteder vi nu en ny bekendtgørelse, som efter planen skal træde i kraft på mandag og give mulighed for netop dette, siger MattiasTesfaye. 

Til gengæld bliver der ikke lavet om på stoppet for ansættelse af nye udenlandske landbrugspraktikanter. 

Den nye bekendtgørelse træder efter planen i kraft mandag. 

hka

Læs også