Fødevareministeren:: - Meget er nyt for mig
Rasmus Prehn tager argumenterne med hjem på »værkstedet« i København og lover at arbejde for yderligere lempelser i vagtembedsdyrlægeordningen fra EU på betingelse af, at det ikke går ud over dyrevelfærden.
- Mange af oplysningerne, jeg har fået her i dag, er nyt for mig, og ikke det jeg hører fra vore fagpersoner. Jeg tager jeres argumenter med hjem på »værkstedet«, hvor jeg blandt andet vil have belyst nødvendigheden af en dyrlæge både i marken og på slagteriet.
- Det skal jeg have nogle gode argumenter for, og derefter vil jeg se på mulighederne for yderligere at lempe reglerne, uden at det går ud over dyrevelfærden, og om det er muligt i forhold til EU-regelsættet på området.
Det lovede fødevareminister Rasmus Prehn, efter at have lyttet til de fynske kvægfolk på turen ude i en 35 hektar eng på Fællinggaard ved Broby.
Andet billede på fagkontorerne
Han ærgrede sig over, at en eller flere af fagfolkene fra Fødevarestyrelsen ikke havde været med på udflugten i den midtfynske natur.
- Netop afstanden og adgangsforholdene, som her, til det ofte uvejsomme terræn, hvor dyrlægen måske skal køre med landmanden for at nå ud til overvågningen af markstyringen, er en verden, som kan virke fjern for nogle på kontorerne i København. Her kan billedet være, at man fra p-pladsen skal gå ti skridt for at være ude på marken ved dyrene.
- Men mit indtryk er helt klart, at EU-ordningen trods lempelserne, som vi allerede har gennemført, stadig virker unødigt besværligt og træls for jer professionelle kvægavlere og producenter af unikt, lokalt kød, lød det sammenfattende fra ministeren på vej hjem til Fællinggaard efter naturoplevelsen.
Både de fremmødte kvægfolk, dyrlæger og slagteren fra Gudme håber, sammen med initiativtager og folketingskollega Erling Bonnesen, at udflugten giver inspiration til yderligere lempelser af reglerne til gavn for alle parter og ikke mindst for naturen og dyrevelfærden.
- Det er altid godt at komme ud i virkeligheden, og nu vil jeg holde Rasmus Prehn op på, at der bliver taget fat om den unødige overvågningsregel, fastslår Venstres fynske landbrugsordfører.