- Vi oplever hvert år at nogle først får tilrettet blandingerne i december. Det betyder, at man ikke fodrer som tiltænkt 1/3 af året! Det går ud over pengepungen, enten i form af dårligere resultater hos grisene eller ved, at grisene overforsynes med næringsstoffer.

Sådan lyder der fra svinekonsulent Bjarne Knudsen fra SvineRådgivningen.

I et nyhedsbrev anbefaler konsulenten, at man følger nedenstående analysestrategi, for derved hurtigst muligt at komme på det rette spor igen.

- Denne strategi sikrer, at man i kortest mulig tid fodrer med blandinger, der ikke er tilpasset, påpeger Bjarne Knudsen.

Han oplyser endvidere, at fodergruppen hos SvineRådgivningen gerne hjælper med det praktiske omkring korrekt neddeling af prøver, bestilling af analyser, indsendelse af prøver til laboratoriet samt modtagelse og behandling af resultater.

Analysestrategi

SvineRådgivningen anbefaler følgende analysestrategi for hurtige og sikre resultater:

  1. Udtag en håndfuld korn af alle hjemkørte læs. Husk at kornet skal opbevares i en spand med låg
  2. Få lavet en hurtig, foreløbig NIT-analyse på foderstoffen, så blandingerne kan blive nødtørftigt tilrettet ud fra de nuværende mineralblandinger. Nogle nøjes med NIT-analyserne. I så fald skal man få lavet to prøver af hver kornart for at mindske analyseusikkerheden
  3. Send samtidig kornprøver til kemisk analyse for at validere NIT-analysen (to analyser af hver kornprøve). Hvis man har begrænsninger på udledningen af fosfor, vil det være relevant også at få analyseret for fosfor (min. tre analyser af hver kornart). Derefter tilrettes blandingerne endeligt. Dette inkluderer også mineralblandingerne.
  4. Når kornanalyserne fra Seges foreligger, vurderes det sammen med foderrådgiveren, om der er behov for små tilpasninger af blandingerne. Dette kræver typisk ikke, at mineralblandingerne ændres

Kilde: SvineRådgivningen